Nogle gange kan man næsten få det indtryk, at hvis kirken skal være effektiv, så skal Bibelen nedprioriteres, så såkaldt kirkefremmede og kirkeløse ikke slår sig på indholdet.
Men han fortalte dem en lignelse: En mand arvede en fed sportsvogn. Han parkerede den i garagen, dækkede den til, så han ikke kunne nyde farven og formerne. Han kørte aldrig en tur i den; mærkede aldrig kræfterne buldre under motorhjelmen, blev aldrig svimmel af glæde over vejgrebet i svingene på en lille dansk landevej.
Og han sagde til menigheden i Danmark: Men jeg har det imod dig, at du har arvet noget, du bruger for lidt. Noget værdifuldt, smukt og kraftfuldt, som står og samler støv.
Arvegodset er Guds ord.
Bibelen. Den hellige Skrift. De to testamenter. Profeternes ord og apostlenes lære.
Det var de første kristnes arvegods. Åh, hvor vi har brug for at mærke kraften i det arvegods.
“Jeg så pludselig min egen synd afspejlet i det jødiske folks historie; jeg læste fortællingen om mit eget liv.” Sådan sagde én, som havde læst sig vejen gennem Bibelen.
Hvor er det dog sandt.
Vi har brug for, at kirkens præster og forkyndere lever dybt, dybt begravet i bibelhistorien, og at de så igen og igen dukker op til overfladen og gør Bibelens historie(r) levende for menigheden. Og det fantastiske er, at de ikke behøver at finde på.
Kære præster og forkyndere: I behøver ikke finde på. I risikerer at lægge til og trække fra.
Men hold fast ved det, I har.
Det, I har fået betroet, er Guds ord, Bibelen. Og kraften dér er så umådelig stor, at Guds Ånd bare venter på, at I ude i menighederne slipper Ordet løs.
Lad profeterne og apostlene tale. Lad den, som har øre, høre, hvad Ånden siger til menighederne.
Shh! Kan du høre det?
Ånden hvisker: Kend de hellige skrifter!
