Af og til bliver jeg grebet af lyst til at tale på vegne af alle religioner – contra den aggressive ateismes dumheder. Jeg ved godt, at jeg som kristen skal skelne klart mellem kristendom og religionerne, men som sagt: af og til fristes jeg til at være repræsentant for en meget almen, vidtfavnende røst til ateismens tåbeligheder.
Et eksempel på, hvad der frister mig til det, er en kronik for et par uger siden i Weekendavisen.
Under overskriften »Religiøse dogmer skaber dårlige liv« slår formand for Ateistisk Selskab, Anders Stjernholm, og Peter Bjerregaard, medlem af Københavns Borgerrepræsentation, til lyd for mest mulig nedlægning af religiøse dogmer, eftersom disse øjensynligt forringer det menneskelige liv, især hvad angår dogmernes etiske regelsæt.
Regler som ifølge de to kronikører er på linje med påstanden om, at Jorden er flad. Altså regler som er helt uden for den moderne indsigt og viden. Overgiver man sig i stedet til tidens konstant forbedrende, videnskabeligt og fornuftsbaserede viden, vil man finde en bedre etisk retning …
Hvor enøjet naivt! Som om overgivelsen til entydig, menneskebaseret videnskab og fornuft har bragt en mere humanistisk etik til veje!
Hvor enøjet naivt! Som om overgivelsen til entydig, menneskebaseret videnskab og fornuft har bragt en mere humanistisk etik til veje!
Jeg er ikke et sekund uenig i, at der findes religiøst-etiske regler, som er umenneskelige, men det er komplet ubegavet at skære alle religiøst-etiske regler over én kam, ligesom det også er way out at tro, at alt, der vokser frem af en ateistisk virkelighedsopfattelse og dennes såkaldt etiske tænkning, er sundt og godt. Der er mildt sagt utallige eksempler på det modsatte.
Stjernholm og Bjerregaard burde overveje at læse den anerkendte tyske sociolog Hartmut Rosa, der i sin nye bog tilkendegiver, at uden religion og Gud har det moderne samfund mistet fornemmelsen for, hvad meningen er med den tilværelsesfremdrift, der hele tiden søges. Han skriver:
»Der er ikke længere nogen, der tror på, at vi er på vej mod en gylden fremtid, eller at deres børn vil få et bedre liv, end de selv har haft. Men vi er henvist til permanent vækst alene for at kunne bevare status quo. Vi løber hurtigere og hurtigere for at komme væk fra en afgrund, der truer med at opsluge os.«
Den tidligere pave Benedikt, som døde for nylig, udgav for nogle år siden et lille skrift sammen med en af nyere tids store filosoffer, Jürgen Habermas. Habermas lagde gennem mange år afstand til kristendom og religion, men i den lille bog er han tydeligvis begyndt at vende den anden vej. Og det handler bl.a. om etik. Habermas siger i bogen, at begreber som værdighed, menneskelighed og solidaritet bliver vanskelige at fastholde i moderne samfund. Den moderne selvforståelse er ved at blive nivelleret af et teknisk, økonomisk og empirisk sprog, hvor etikken har svært ved at få rum.
Habermas ser i det religiøse sprog et potentiale til en kritik af det totalitære, fordi Gud kan være et korrektiv til det menneskelige, og i religionerne er der blik for et givet eller skabt menneskeligt grundgrundfællesskab. Ved tab af religion er der fare for, at vi også taber etikken og ender i det totalitære.
Noget tyder på, at Stjernholm og Bjerregaard skulle tage betydeligt mere nuancerede briller på. Og Bjerregaard, som minsandten repræsenterer Det Konservative Parti i Borgerrepræsentationen, gør klogt i at læse sig lidt mere ind på partiets grundlæggende værdier, som kan ses på hjemmesiden: ”Gud, konge og fædreland”.
