I en årrække hørte det med til optakten til påsken, at en begavet teolog i en kronik eller kommentar til påskebegivenhederne ifølge Ny Testamente forklarede, at i dag tror vi jo ikke længere på, at Jesus bogstaveligt blev levende igen tre dage efter sin død. Og at forstå langfredag som en guddommelig handling, hvor den almægtige fader i himlen handler stedfortrædende med sin egen søn, er et sadistisk faderideal.
I årevis har jeg tænkt, at på et tidspunkt må nogen da kaste sig over julen, som jo har de samme anstødelige ting i sig som påsken. Det er jo Guds evige Søn, som bliver menneske og tager en tjeners skikkelse på sig. Heri ligger kilden til julens verdensomspændende betydning.
I år kom det så – i form af en kronik af to forhenværende professorer, Troels Engberg-Pedersen, professor i Ny Testamente fra det teologiske fakultet og Lene Kock, professor fra det sundhedsvidenskabelige fakultet.
Kort og præcis siger de: ”Gud er ikke et væsen, som findes i verden (og da slet ikke i himlen). Gud gjorde ingenting. Jesus var ikke Guds søn. Han genopstod ikke fra de døde. Og det kommer vi heller ikke til” Gud er derimod et begreb i den menneskelige verden, nemlig kærlighed. Og kærlighed retter sig ikke blot til de andre eller den svage, men også til naturen. Derfor har kronikken overskriften: Hvad er kristen tro i klimakrisens tidsalder, KD 20.12.22.
Det var en overraskelse for mange, da en præst, Torkild Grosbøll, for en snes år siden blev verdensberømt ved at sige og skrive, at han ikke troede på en Gud, der havde skabt verden, eller at Jesus var Guds søn.
Jeg blev faktisk ikke overrasket. Det havde jeg jo fået ørerne tudet fuld i løbet af mit teologiske studium. Ikke at holdningen var enerådende på den teologiske uddannelse, for det er den bestemt ikke. Men det er en teologisk position, som i høj grad har hjemstedsret i den teologiske uddannelse og derfor også kommer til at have det i mange præsters forkyndelse og formidling af julens og påskens betydning for den moderne dansker.
At tro på Gud er for de to professorer at tro på den menneskelige kærlighed. Hverken mere eller mindre.
Det er i sandhed en blakket og fattig tro. For det med at elske var nok vores bestemmelse, men også det punkt, hvor vi hele tiden kommer til kort. Selv når vi skal elske dem, vi elsker, fejler vi. Hvis ikke Gud i sin evige plan havde besluttet at sende sin søn fra himmel til jord, da var vi ilde stedt. For tid og evighed.
