Om en afdød sognepræst og en nulevende, tidligere kirkeminister

Vi skal diskutere og arbejde sammen med dem vi er uenige med. Derimod er et gudstjenestefællesskab meningsløst, hvis ikke man er enige om, hvad evangeliet er.

Aktuel kommentar af pastoral vejleder i ELN Børge Haahr Andersen

En biltur med Kaj Mogensen

Den nu afdøde Kaj Mogensen gav mig for tyve år siden et lift fra Århus til Viborg. Vi havde deltaget i en teologisk debat om læren om alles frelse, som var hans teologiske særposition i en menneskealder, og som han som pensionist formulerede i en bog: Frelse og Fortabelse. Aros 2012.

I fyrre år har Kaj Mogensens position haft teologisk medvind i den folkekirkelige hovedstrøm. Kaj Mogensen havde gennemtænkt hele sin teologi, sådan at den samstemmede med læren om alles evige frelse: gudsopfattelsen, forståelsen af Jesu person, trosbegrebet i Ny Testamente, retfærdiggørelseslæren og ikke mindst læren om de sidste ting. Den klassiske kristne forståelse af frelse og fortabelse omtalte han derimod som en sadistisk gudsforståelse og en magtsyg kirkes forsøg på at undertrykke lægfolk.

På bilturen fandt jeg ud af, at Kaj Mogensen bag sin polemiske overflade var et meget fordrageligt menneske. Vi hyggesnakkede om løst og fast, og jeg fandt ud af, at den meget velbegavede teologi ikke havde det godt med den elektroniske kirkebog. Jeg blev nok født for tidligt, sagde han til mig. Og jeg roste min kordegn, som klarede disse ting på mine vegne.

Ja til tjenstligt samarbejde, nej til gudstjenesteligt fællesskab

Havde vi været præster i samme provsti, havde vi fundet et fredeligt samarbejde om de ting under rådighedsordningen, som præster nu skal samarbejde om.  Jeg ville modsige ham teologisk, som jeg har gjort de sidste fyrre år.

Da jeg blev ordineret som præst for 30 år siden, var der ikke plads til præstekollegaer, som direkte modsagde den fælleskirkelige trosbekendelse, Athanasianum og den lutherske bekendelse, Augustana ved at forkynde læren om alles frelse. Man kunne godt flirte med holdninger, der i praksis var næsten identisk med Kaj Mogensens. Men man kunne ikke dengang underskrive præsteløftet om at holde fast i den kristendom, som er formuleret i Bibelen og i på kirkens symbolske bøger.

Hvis der havde været fællesgudstjenester i provstiet, hvor både Kaj Mogensen og jeg skulle fungere side om side, ville jeg høfligt have takket nej.  Vi er nemlig uenige om stort set alle af de 2 x 65 evangelietekster, som der prædikes over i løbet af to kirkeår. En gudstjeneste er noget helt andet end et debatmøde.

Gudstjenesten er en proklamation af Guds ord på baggrund af de bibelske tekster. Hvis en præst mistolker teksten i eksistentialistisk retning, sådan som det var Kaj Mogensens speciale, så kunne jeg ikke til en gudstjeneste bede om ordet og spørge, hvorfor en ideologisk retning som eksistentialismen, som er blevet til 1700 efter i Vesten, skal være tolkningsnøgle til Jesu ord i Mellemøsten i første århundrede. Det er ikke sådan, at Kaj Mogensen og jeg var enige om evangeliet selv, men uenige om nogle detaljer om de sidste ting. Nej, vi var uenige om, hvad evangeliet i sin essens går ud på.

Frihedsordninger, som indskrænker gudstjenesteligt fællesskab

Nu er jeg præst i den danske folkekirke, som er præget af de grundtvigske frihedsordninger, hvor de fleste blev til i 1800-tallet.  Hvis nogen elsker den moderne omtolkning af evangeliet til en lære om alles frelse, kan man løse sognebånd til de præster, der står for denne forkyndelse. Eller man kan løse sognebånd den modsatte vej, hvis de læser Bibelen som hovedstrømmen i den kristne tradition har gjort det i 2000 år. Ved i praksis at undlade at føre tilsyn har folkekirken bevæget sig i retning af en pluralistisk religionsanstalt.

Vi præster kan profilere os lokalt efter bibel og bekendelse, sådan som det forstås i den kirkelige hovedstrøm på internationalt plan, selv om den lokale danske og skandinaviske hovedstrøm blæser i en anden retning.

Da mit eget provsti engang i forrige årtusinde begyndte at holde fællesgudstjeneste og friluftsgudstjeneste anden pinsedag, takkede mit menighedsråd høfligt nej. Når ikke vi i provstiet var enige om forståelsen af Joh 3,16, gav en fælles gudstjeneste ikke mening.

Birthe Rønn Hornbech

I en artikel i kirke.dk (11.10.22) polemiserer tidligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbech mod os, der ikke vil have gudstjenestefællesskab med alle i folkekirken.  Vi skamrider evangeliet på en uhyggelig måde, skriver hun, og bør mødes med modsigelse. Dog ikke udelukkelse.

Det undrer mig, at en kirkegænger og en så teologisk bevidst jurist som Birthe Rønn Hornbech kan skrive noget sådant. To præster kan sagtens holde fælles gudstjeneste, selv om de politisk er meget forskellige. Men i det omfang, en præst direkte bryder med centrale punkter i den kristne troslære, så bliver et gudstjenestefælleskab meningsløst. Der, hvor én præst vil forkynde omvendelse, og en anden forkynde Guds velsignelse til at fortsætte ligeud, bliver gudstjenesteligt fællesskab lige så umuligt, som hvis samme forsamling synge samme salme med to forskellige melodier samtidigt. Derfor giver de folkekirkelige frihedslove god mening, netop fordi de regulerer gudstjenestefællesskabet.

Jeg er ikke enig med Birthe Rønn Hornbech i, at folkekirken skal give frihed til stort set alle trosmæssige og etiske holdninger, der findes i det danske folk.  Folkekirken er bundet af sin læremæssige basis i Bibel og bekendelse, og når et læremæssigt spørgsmål får gudstjenestelige konsekvenser, så indskrænker det samarbejdsmulighederne i Folkekirken. Derimod er der meget andet i det, Birthe Rønn Hornbech skriver, som jeg er enig i. Hør bare:

”Der skal ikke lovgives for at begrænse friheden. Meninger skal fortsat brydes og gerne i en mere kvalificeret diskussion, der har mere med teologi end med tidsånd og politik at gøre.

Det er ikke medierne og enkeltsagerne i sognene, der skal styre folkekirken.

Det er udtryk for en grundlæggende svaghed i folkekirken, ja det er rent ud sagt en falliterklæring, hvis et skvulp i tv får folkekirken til at rende efter en formodet folkestemning med levetid som en døgnflue.

Det biskoppelige embede er et teologisk læreembede. Biskopperne bør gå i spidsen som læremestre med en teologisk tyngde, der dæmmer op for en tidsånd, som man ikke bør løbe efter og alligevel aldrig kan indhente.”