Bramming Frimenighed søger præst

Stor frivillighed og indbyrdes omsorg præger menighed, som samles om klassisk gudstjeneste i øjenhøjde. Men de mangler en fast præst.

Bramming Frimenighed søger præst til stilling på 50 procent.

Mathias Secher Rom har indtil for nylig været ansat på nedsat tid, men han har nu af helbredsmæssige årsager måtte hænge præsteskorten på bøjle.

I en periode har menigheden fungeret med hjælp fra bl.a. valgmenighedspræst Hans Jørgen Hansen i Hedensted.

”Vi er utrolig glade for den ordning, vi har med Hans Jørgen Hansen, men menigheden har et stort ønske om, at vi igen får vores egen præst,” siger Peter Wind, der er formand for frimenighedens bestyrelse.

Med et jobopslag på 50 procent er menigheden åben for, at stillingen kan tilpasses, så den nye præst har kan kombinere jobbet med en ansættelse i en kirkelig organisation eller lignende.

”Det kan også være, at vi kan få fat på en bachelor, som måske kan færdiggøre sit studium, mens han er hos os,” siger Peter Wind.

Noget at glæde sig til

Bramming Frimenighed har eksisteret i 10 år og har et stabilt medlemstal på ca. 35 voksne. Der kommer til stadighed nye til gudstjeneste, og oplandet spænder langt ud over Bramming. Desuden er der mange børn, og flere børnefamilier kommer til.

Hvad kendetegner ellers jeres menighed, og hvad kan man glæde sig til som præst hos jer?

”I Bramming Frimenighed er vi en gruppe med forskellig kirkelig baggrund, og det giver en masse god dynamik,” siger Peter Wind med smil og overbevisning i stemmen.

”Der er ting vi ikke ser ens på, men vi er meget enige om, at vi vil være sammen til gudstjenesten. Vores menighed er i høj grad båret af frivillige i tjenestegrupper og menighedsråd. Vi oplever, at der er en fantastisk lyst og vilje til at gøre et stykke frivilligt arbejde.

Og så er der en ting mere, som man opdager lidt efterhånden. Der er en stor omsorg for hinanden. Det er ikke noget vi har sat i system, men hvis nogen af en eller anden grund har et behov, så er der nogen, der opdager det og tager hånd om det,” siger Peter Wind.

Det skudsmål kan Mathias Secher Rom nikke genkendende til.

”Nok er menigheden sammensat, men vi har fundet sammen om en klassisk gudstjeneste i øjenhøjde og et evangelisk luthersk grundlag.. Det stritter ikke i alle retninger. Det har været en stor glæde at være præst i Bramming Frimenighed, og jeg vil meget gerne yde opbakning uden indblanding,” siger han og føjer til:

”Jeg tænker af og til på Bramming Frimenighed som en valmue. Den har strålende blade og stor skønhed, men man skal også passe godt på den, dér hvor den er.”

Se mere om Bramming Frimenighed og jobopslaget

 

 

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights