Vi bliver bange, når det uventede rammer os, men i Guds verden er der ikke noget ‘Ups!’
Det er en koldhjertet kyniker, der kan se på billederne fra Ukraine og lytte til flygtningenes beretninger uden at blive berørt. Vi ved godt, der findes krige og konflikter verden hele tiden, men med Ukraine-konflikten er erkendelsen rykket tættere på.
Som Henrik Nymann Eriksen skrev i den foregående blog, er den et kald til os kristne om medfølelse, forbøn og konkret hjælp: Vi giver penge. Vi presser på politisk. Vi beder til Gud om, at krigen må stoppe. At de fordrevne må få lov at vende hjem, og at situationen må stabiliseres.
Vi troede, det var slut
Mange danskere giver udtryk for, at ‘nu må det være nok’: Krigen begyndte, netop som corona-pandemien var ved at slippe sit tag i Danmark (for denne gang). Foråret var på vej, og vi skulle ud af krisestemning og over i fest og fællesskabet. Lysere tider, både i naturen og i vores sind.
Nu kommer så endnu en bølge af usikkerhed: Priserne stiger, især på energi, som det er svært at skære ned på. Renterne stiger. Usikkerheden stiger. Aktierne falder.
Jeg forstår godt vreden. Især hos dem, som har en skrøbelig privatøkonomi eller helbred. Men …
Vi ser Ham
Som kristen har jeg dobbeltsyn. Jeg ser altid på virkeligheden på mindst to måder. Politisk og personligt.
Jeg ser Putin og den muterende coronavirus og de stigende priser og mærker mine personlige plageånder. Men bag dem ser jeg én, som er uendeligt meget større. Som har en magt, der langt overstiger verdens samlede atomvåbenarsenal, dødskræfter i naturen og Satans engle, der slår mig i ansigtet igen og igen …
Jeg ser Ham, som ser alt, ved alt, kan alt.
Intet, hverken den største glæde eller dybeste smerte, er uden for hans herredømme. Det ser sådan ud, og vi kan opleve det sådan, men intet bliver påtvunget Ham. Intet kommer bag på Ham.
I Hans verden er der ikke noget ‘Ups!’. Ingen overraskelser, ingen stress, ingen panik. Han ved noget, jeg ikke ved, og hans planer overstiger min forstand.
Jeg ved, at han ønsker mit og alle menneskers ultimative bedste – og det er ikke at være sikre i vores egen selvskabte sag. Det er ikke at sejle vores egen egoistiske sø. Det er ikke at bilde os ind, at vi har kontrol over liv og død og alle ting.
Det er at kende Ham. Stole på Ham. Bygge på Ham. Og sætte Ham først i alt. Det er grunden til ultimativ fred og fremgang.
Alt vil blive forklaret
I Hans arbejde med os og med verden bruger han de midler, der skal til. De omfatter både medgang og modgang, sejre og nederlag, gevinst og tab, fryd og smerte, fred og angst. Sådan er vilkårene i dette liv.
Så som kristen har jeg dobbeltsyn, dobbelt bogholderi: Kriser er både noget, der skal overstås hurtigst muligt – og et potentielt budskab fra Gud om omvendelse. Lidelse er både noget, jeg kæmper for, at jeg selv og andre må undgå, få lindret – og noget, jeg accepterer og bringer til Gud: Hvad vil du bruge den til? Tab regner jeg ikke længere bare for tab.
Alt bliver brugt til mit og andres bedste. Alt vil blive forklaret – en dag.
Derfor beder jeg ikke kun om løsninger, men også om den ultimative redning, fred og fremgang – koste, hvad det koste vil. For Ukraine, for Danmark, for familie og venner, for kolleger, naboer og mig selv.
De findes ikke uden om en erkendelse af vores egen synd og afmagt. De gives ikke uden tro på Gud og tillid til ham. Men omvendelsen og troen gives. De ligger som et frø, et potentiale, en mulighed i enhver begivenhed i livet. Også de værste.
