I sognepræst Kristian Bøckers seneste klumme Kirkeligt set i Kristeligt Dagblad den 5. marts stiller han et spørgsmål til dem, han kalder ”bibeltro”.
Spørgsmålet drejer sig om, hvorfor ”bibeltro” fastholder en ”bogstavelig tolkning” af vielse af homoseksuelle og fraskilte og af det med kvindelige præster, mens man øjensynlig dropper en bogstavelig tolkning af en række andre udsagn i Biblen.
Bøcker giver tre eksempler på skriftsteder, som han mener, man i givet fald også skulle fortolke helt bogstaveligt. Eksemplerne er højst besynderlige. Det giver indtryk af, at Bøcker ikke er klar over, at der i al bibellæsning gennem alle kirkens tider har været blik for de enkelte skrifters meget forskellige litterære form og dermed også det indholdsbestemmende, samt blik for det i teksterne, som er udtryk for en kulturel og tidsmæssig foreløbighed contra det i teksterne, som, bundet til skabelses- og frelsesvirkeligheden, er ufravigeligt til alle tider.
Bøcker har blik for, at der nedenunder forståelsen af konkrete bibeltekster er et større spørgsmål: Kan vi se på Biblen som Guds ord, eller kan vi ikke? Og han har endda også blik for, at hvis man afviser Biblen som Guds ord, så er der oplagt fare for, at også de helt centrale dele af den kristne tro kan fejes ud. Hvorfra tør vi ellers hente nogen som helst vished om troen, hvis alt til syvende og sidst lander i vores egen fortolkning.
Det højst mærkværdige er, at Bøcker alligevel åbenlyst vælger vores fortolkninger som basis for troens sandheder. Vi lander med andre ord i kristendom som fortolkningsreligion. Eller forvandlingsreligion. En religion under stadig forvandling. En Gud under stadig forvandling.
Jeg er ikke sikker på, at det er, hvad Bøcker selv ønsker. Han har som sagt blik for risikoen. Men det er ikke desto mindre det, der vokser direkte ud af opgivelsen af den to tusind år lange kirkehistories fælles anerkendelse af Biblen som Guds ord – tillige med anerkendelse af den som helt igennem menneskeord.
Konsekvensen af det bliver, at teologi bliver til antropologi. Der er ikke længere en stemme fra Gud uden for os selv. Der er kun vores egen stemme. Om Gud, om os selv, om alt. Gud vokser ud af vores følelser og fortolkninger. Gud bliver stadig til i en vedvarende udvikling med historien og mennesket. Gud bliver dybest set en forlængelse af det menneskelige.
Naturligvis fortolker vi alle sammen Biblen, som Bøcker skriver. Og ”bibeltro” er langt fra enige om hver en detalje. Men det gør en radikal forskel, om vi fortolker fra den synsvinkel, at Biblen er Guds ord, eller vi ikke gør det. Den radikale forskel består i, om vi forholder os til en autoritet uden for os selv, eller om vi til syvende og sidst selv er den øverste autoritet i fortolkningen.
Jeg foreslår, at vi læner os stærkt op ad ham, der lægger navn til vores kirke, Martin Luther, som et sted skriver følgende: ”Den helliger skrift er Guds ord, skrevet og formet i bogstaver. På lignende vis var Kristus – det evige Guds ord – skjult i menneskeskikkelse”.
Og så havde Luther minsandten allerede i sin egen samtid blik for samme risiko, som den, Bøcker åbner for: ”Og ligesom Kristus blev behandlet i verden, sådan går det også med det skrevne Guds ord. Mod andre bøger regnes det for en orm og ikke en bog. For den ære at blive studeret, læst og betragtet, husket og benyttet opnår den ikke som andre menneskeskrifter. Når det går højt, ligger den under bænken. Andre river den i stykker, korsfæster den, pisker den og udsætter den for alle slags tortur, indtil de i deres kætteri, egensindighed og modvilje har fortolket den sønder og sammen og til sidst helt ødelægger, dræber og begraver den, så den kan blive udstødt af verden og glemt.”
