Det er tid for ældre ledere at vende blikket og prioriteringerne mod de unge ledere for at støtte dem i en vanskelig overgangstid.
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har nærlæst hele Josvas bog, men det gjorde jeg for nylig. Det er en af de få gange, hvor jeg nær havde fået morgenkaffen galt i halsen, fordi jeg blev sådan helt oprigtig talt temmelig bestyrtet:
”Alle de, der var draget ud, havde været omskåret; men alle de, der var født undervejs i ørkenen, efter at de var draget ud af Egypten, var ikke blevet omskåret” (Josva 5,5)
Hvad for noget?
Jeg vidste jo godt, at Israel havde det med at være en smule vægelsindet over for Gud op gennem historien, på den der ”vi-tilbeder-både-Herren-og-alle-mulige-andre-guder-måden”. Men så blev de jo gode igen. Og sådan gik det frem og tilbage.
Men det, som står i verset her, er jo akavet på en yderst pinagtig måde: En hel generation af de mest gudbenådede mennesker i historien, takkede stolt nej til overhovedet at få omskåret deres børn – vel at mærke mens de stadig trådte Gud i haserne!
Omskærelsen i GT kan sammenlignes med vores dåb i dag. Så det er jo en grotesk information, vi får her. De var ikke blevet omskåret.
Det svarer til, at en hel generation af kristne i dagens Danmark, ikke opdrog deres menighedsbørn i den kristne tro. Utænkeligt. Eller?
Ja, helt så skrækindjagende står det nok ikke til hos os. Men alligevel. Hvordan ser det ud med generationsskiftet her i slipstrømmen af vækkelsestiden?
Jeg ved godt, det er kradse sager, jeg lufter her. Men jeg tror, vi må smide forfængeligheden og i stedet åbne øjnene og folde hænderne: Der er meget i vores eget generationsskifte, vi kan genkende fra Josvas tid.
En ung og uprøvet generation skal afløse en stor generation af blandt andet bibeltro præster, missionærer og ledere, som går på pension. Det skal gå hurtigt. Måske også for hurtigt. For hjerterne skal være vendt mod Herren, inden tjenesten kan få fodfæste.
Josva kunne ikke lede indtagelsen af Kanaan, før alle israelitterne var omskåret.
Det er på tide, at vende blikket mod udrustningen af de unge lederes hjerter. De har en massiv udfordring foran sig, og de er færre til at løfte opgaven end den tidligere generation.
Vi vil ikke miste modet. Vi husker Herrens ord til Josva: Vær modig og stærk, lad dig ikke skræmme, for jeg er med dig!
Israelitterne var ikke talstærke nok til at indtage Jeriko på almindelig vis. Men Herren forstærkede deres råb, som brød murene til byen ned, og gjorde opgaven mulig.
Vi vil også sende et råb ud – og vente på Herrens svar.
…
Lene Dalsgaard Thomsen har tidligere skrevet om lederskab i kirken, se bloggen Lyt til svigerfar: Lad dem bære byrden sammen med dig!
