Konjunkturmissionen

Det kan være der er mission i konjunkturerne. Fordi huspriser og meget mere bliver brugt af Gud.

Netop nu er der en bevægelse fra storby til småby, hvor almindelige mennesker kan købe et hus for penge. Og når også familier fra store kirker og varme fællesskaber rykker ud på landet, så befordrer konjunkturerne måske, at levende kristne flytter ud, hvor der virkelig (også) er brug for dem. Som en lille klump surdej, der kan bidrage med nyt liv dér, hvor de kommer hen.

Nogle flytter helt forståeligt efter skoler, gode kirker og billigere huse. Men måske kunne man føje til overvejelserne, at der rundt om er brug for nye kræfter, kristne, der ser det som en mission at være kirke netop dér. I bibelkredsen, i sognekirken, i det lille fællesskab.

Nogle gange kan man som velfærdsdansker godt tænke, at det er lidt nemmere for dem, der rejser til fjerne himmelstrøg som missionærer. Der er sådan et ’clean cut’ over det. De har et kald til en anden livsform, en klar prioritering og måske et missionsselskab i ryggen.

Det er lidt mere sådan la-la med os, der bliver hjemme. Vi klumper sammen – inkl. mig og min familie – i klynger med virkelig gode skoler og levende menigheder i pendlerafstand til gode job. Måske i pendlerafstand til den gode kirke.

Men det kan være, der er mission i konjunkturerne.

Fordi huspriser og meget mere bliver brugt af Gud. Fordi han elsker!

Fordi han elsker helt almindelige mennesker, der bor i parcelhuse og går på job og henter børn og spiller fodbold og drikker øl på vendepladsen til Skt. Hans. Helt almindelige mennesker, der ejer en trailer og bliver skilt og fortvivlet, men håber, at alt nok skal blive godt igen.

Nogen må sige det til dem. Gud elsker dem. Gud elsker dem. Gud elsker dem.

Denne blog har tidligere været bragt i DBI-Posten, december 2021

Foto: 2.0 Generic (CC BY 2.0)

Læs et modsvar med et andet perspektiv

Flyt til byen!

 

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights