15.000 årlige aborter viser, at fosteret er den svageste part. Den næstsvageste part er ofte moderen, hvis ingen vil bakke hendes graviditet op.
Tilfældigvis så jeg 21-søndag d. 24. oktober og hørte om den forfærdelige trussel mod menneskerettighederne, som breder sig i Sydeuropa. En organisation, der hedder Pro Life, vinder i disse år frem i en række europæiske lande. Den finansieres af kapital fra konservative kredse i USA og Rusland og har modtaget milliardtilskud til deres samfundsskadelige virksomhed. Medlemmer af organisationen angriber det menneskesyn, at en kvinde har ret til at bestemme over sin egen krop, og de angriber nogle grundlæggende humanistiske principper, som vi betragter som selvfølgelige i Danmark. Det er ikke halvgamle ciskønnede mænd, der fremfører Pro Life-synspunkter. Det er i høj grad en ungdomsbevægelse, og de to repræsentanter, som blev vist frem i TV, var to unge piger. Reportagen sluttede med, at vi fik at vide, at aborttallet i Danmark er for nedadgående og i dag kun er på cirka 15.000 indgreb om året.
Fortællingen handler altså om en skadelig påvirkning, som via store pengebeløb spreder sig fra konservative kredse i Rusland og USA til Europa. Den underliggende debat handler om menneskesyn og menneskerettigheder. En kvinde har ret til at bestemme over sin egen krop. Kirkens opgave er at støtte de svage og sårbare i ethvert samfund. Hvor er det sandt!
Der er bare en vigtig detalje. Et foster er ikke en del af kvindens krop, men er en selvstændig sammensmeltning af et par celler fra to menneskers kroppe. Et fosters gener har fra undfangelsesøjeblikket de arveanlæg, det stadig har som firsårig, hvis det lever så længe. Det varer nogle få uger, før hjertet slår, og før organerne bliver synlige. Men enhver bog om graviditet og fødsel og ethvert scanningsbillede, som vordende forældre sender rundt til søskende, venner og bedsteforældre, bekræfter, at et foster er et menneske, om end ikke et fuldt udviklet menneske.
Det springende punkt er det bagomliggende: Hvem er det egentlig, som støtter menneskerettighederne? Hvis et foster er et menneske allerede fra undfangelsen, er det ikke bare en del af kvindens krop som en nyre eller en blindtarm. Så har fosteret ligesom små babyer, handicappede og andre svage grupper i vores samfund brug for nogle, der vil tale deres sag. Især i en kultur, som har reduceret et menneskefoster til et graviditetsprodukt og som kynisk fratager levende fostre livet og fremtiden.
Jeg er på mine halvgamle dage blevet bedstefar til tre dejlige børnebørn. Jeg kunne have haft fire. Men i sin tid gik det galt, og en graviditet endte i en spontan abort. Et par vordende forældre oplevede på en dag en voldsom ruchetur fra den dybeste glæde til et dybt hul af sorg og smerte. Deres sorg er et bagvendt udtryk for, at min svigerdatter ikke blot havde mistet en del af sin krop, men at et levende menneskefoster mistede livet.
15.000 årlige aborter viser, at fosteret er den svageste part. Den næst svagestes part er ofte moderen, hvis ingen vil bakke hendes graviditet op. Men så må vi fra kirken stå på spring med forbøn, offer og medleven.
