Verdens bedste nyheder

Der er godt nyt for alle sortseere – og gode nyheder er værd at dele.

I denne uge blev jeg på Lyngby Station mødt af nogle smilende unge mennesker, der delte aviser ud. ’Verdens bedste nyheder’ hedder publikationen – og der er virkeligt tale om godt nyt: Gratis skolegang til børn i Congo, bedre luftkvalitet i flere af verdens store byer og anerkendelse af statsløse folk.

Det er ganske vist lidt tendentiøst: Handler om miljø, menneskerettigheder, demokrati, lighed og ligestilling. Men ikke desto mindre: Godt nyt. Og gode nyheder er værd at dele.

Verden er af lave

Det er opmuntrende at læse. En tiltrængt modvægt til den ’verden-er-af-lave’-nyhedsdækning, som er fremherskende (fordi det er det, vi nyhedsforbrugere nu engang klikker mest på).

Det forståeligt, at medierne skriver, som de gør, men det kan skabe et forvrænget billede af virkeligheden og apati: Uanset hvad vi gør, er verden stadig lige fuld af forurening, uretfærdighed og vold. Alle tiltag fejler, og alting bliver værre og værre. Det er forkert – på de fleste punkter.

Som bl.a. professor Hans Rosling dokumenterede i bogen Factfulness fra 2018, er verden og mennesker overordnet set i bedre behold end nogensinde før. I hvert fald når det gælder umiddelbart målbare faktorer som velstand, sundhed og politisk frihed.

Det er da godt nyt. Og godt nyt er værd at dele.

Jeg er en del af problemet

Der er en kirkelig variant af den problematiserende dækning. En tilbøjelighed til at negligere alt det åndeligt gode, der sker i vores tid, til fordel for negative nyheder og kritisable tendenser. En fokusering på alt, hvad der er galt – med kirken, tiden, moralen, ungdommen, mig selv, ja, mennesker i det hele taget. En overbevisning om, at alt var bedre i gamle dage, og at alt går den forkerte vej.

Jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg er selv en del af problemet.

Der er meget at kritisere og sørge over. Men faktum er, at kirken, globalt set, aldrig har været større, end den er i dag. At hver tredje verdensborger i dag bekender sig til kristendommen. At den største vækst har fundet sted, ikke i Middelalderen, men i de seneste 150 år. Og at der også i Danmark er mange, som kommer til tro, også i dag.

Det er da godt nyt, og det er værd at dele.

Det bedste

Det bedste er … at der er noget, som er endnu bedre:

At Gud er i fuldkommen kontrol over alt, hvad der sker, selv det mørkeste og mest dæmonisk forfærdelige.

At han har plantet et lys i verdenshistorien, som intet mørke kan slukke.

At han elsker os så meget, at han gik ind i helvedes mørke, for at ingen af os skulle behøve at komme der. Og at han fører historien til præcis den slutning, han forud har bestemt.

Det kan vi stole på. Det er verdens bedste nyheder. Og dét er virkelig værd at dele.

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights