Der er flere ting, som giver anledning til fest i pinsen. En af dem er proklamationen af evangeliets uafhængighed af en bestemt kultur.
Uafhængigheden kommer til udtryk i det berømte sprogmirakel, hvor apostlenes forkyndelse høres og forstås på alle mulige sprog. Om underet skete i apostlenes mund eller i tilhørernes ører er i denne sammenhæng underordnet. Evangeliet, som indtil da kun havde lydt på aramæisk, blev nu oversat til græsk, latin, persisk og en hel del andre sprog, som jeg ikke engang kender navnene på. De mange internationale gæster i Jerusalem behøvede ikke at lære aramæisk for at høre budskabet om Jesus, for det lød på deres eget sprog. Ånden gjorde det.
Sprog er et af vores mest grundlæggende kulturelle udtryk. Tag sproget væk fra et folk, og en væsentlig del af det kulturelle kit er væk. At evangeliet kan oversættes til andre sprog uden at tabe indhold, kraft og betydning, men tværtimod blive taget imod og integreret som en del af modersmålet, er en over-kulturel egenskab, der er ret fantastisk.
Da Gud blev menneske, blev han en jødisk dreng med galilæisk dialekt. Men han blev samtidig menneske som en af os alle sammen, uanset hvilken kultur vi tilhører. Derfor har det sin berettigelse, at kristne masaier kan finde på at lave kunstbatik af Jesus som korsfæstet, hvor Jesus ligner netop en masai i hudfarve og hele sit afrikanske udtryk. Han blev som os. Og derfor er det både interessant og opbyggeligt at gå rundt i Bebudelseskirken i Nazaret og se billeder af jomfru Maria fra alverdens lande hver med sit kulturelle udtryk. Kristendommen er ikke bundet til en bestemt kultur. Budskabet kan oversættes troværdigt, så vi hører det på vores eget tungemål. Det en pinsens store gaver.
Evangeliet er kulturelt uafhængigt og kan derfor tale ind i alle kulturer til alle tider og på alle steder.
Men når evangeliet dengang ikke var bundet til en mellemøstlig jødisk kultur, så er det heller ikke bundet til nogen anden kultur i verdenshistorien. Evangeliet er i den forstand frit og uafhængigt af alle kulturer. Intet sprog og ingen kultur har eneret på det. Det er indimellem blevet glemt i kirkens snørklede historie. Jeg tænker ikke kun på Amish-folket. Evangeliet er heller ikke bundet til en bestemt præstedragt for embedsmænd i 1600-tallet, eller orgelmusik fra Bachs tid, eller husmorrollen i 50’erne, eller foreningskulturen i 1800-tallet, eller campingferier fra 70’erne, eller modernitetens teknologiske samfund eller postmodernitetens hyperkomplekse vilkår eller en hvilken som helst anden kultur. Evangeliet er kulturelt uafhængigt og kan derfor tale ind i alle kulturer til alle tider og på alle steder.
Pinsens sprogunder er en påmindelse om evangeliets kulturelle uafhængighed og samtidige relevans for mennesker i alle kulturer.
