Hvor er det vigtigt, at vores fællesskaber viser kærlighed og støtte til kvinder, som er gravide i en svær situation. Her er det ikke nok, at vi tænker venlige tanker.
Det er interessant, hvordan nogle samtaler og oplevelser lagrer sig, så man kan huske dem resten af livet, mens langt de fleste samtaler hurtigt går i glemmebogen. For efterhånden flere år siden, havde jeg en samtale, som jeg ofte tænker på. Det var egentligt en kort samtale, og det er bare en enkelt sætning, som har sat sig fast. Så fast at jeg vel tænker på det ugentligt og har gjort det i et årti.
”Der var ingen, der sagde tillykke, da jeg blev gravid.”
Ordene kom fra en kvinde, som blev mor i en ung alder. Og de er sagt med henvisning til et kristent fællesskab. Ordene faldt helt nøgternt og uden vrede. Hun har, så vidt jeg ved, ikke taget afstand til kirken siden, hvilket er et mirakel i min bog. Hvor blev jeg vred og ked af det, ligesom jeg bliver det nu, mens jeg gengiver samtalen. Jeg kender faktisk mennesker, som er en del af det kristne fællesskab, der her er tale om. Empatiske, varme mennesker. Så hvorfor fik en ung kvinde, uplanlagt gravid uden for ægteskab, ikke støtte og lykønskninger, men i stedet den kolde skulder?
Det er ikke svært at forestille sig, hvilke spørgsmål hun har stillet sig selv. Var omstændighederne virkelig af en sådan art, at et tillykke ikke var på sin plads? Er et sådant barn ikke noget at glæde sig over? Er sex uden for ægteskab så grov en synd, at kærligheden må vige for en formanende berøringsangst? Svarene er selvfølgelig nej, nej og atter nej, men hvor skulle hun vide det fra?
For tiden er abort igen til debat, og mange kristne har stærke holdninger til den sag. Jeg selv inklusiv, hvis du skulle spørge fra nogen.
Her er et newsflash til de naive og tungnemme: Kristne unge har sex uden for ægteskabet. Kristne unge får aborter. Sådan siger statistikken fra bl.a. USA, og hvorfor skulle det være meget anderledes i Danmark. Hvor er det vigtigt, at vores fællesskaber viser kærlighed og støtte til kvinder, som er gravide i en svær situation. Her er det ikke nok, at vi tænker venlige tanker. Vi må italesætte, hvordan vi har tænkt os at reagere, hvis en af vores kommer i den situation – før det sker. Der må ikke herske tvivl om, at vedkommende er velkommen, elsket, favnet og hjulpet, hvis det skulle ske. Hvis en kvinde får foretaget en abort pga. kirkens fordømmelse eller frygten for den, vil det være utilgiveligt – hvis det ikke var for Jesus, som kan tilgive selv fordømmende og vildledte kristne.
Denne lektie kan overføres til mange andre etiske og menneskelige forhold. Hvordan vi taler med og om dem, som står i en sårbar situation, bør være et vedvarende samtaleemne i enhver kirkelig sammenhæng. Og vores kærlighed skal simpelthen tvinge os ud af berøringsangsten. Mennesker kan ikke gætte sig til, at vi ikke fordømmer dem. Mennesker kan ikke gætte sig til, at vi elsker dem. Kærlighed er kun kærlighed i funktion.
