Et enkelt dødsfald er en tragedie. En million er statistisk.
Et grufuldt citat, som tildeles et ligeså grufuldt menneske, Joseph Stalin. Det afslører en forfærdelig kynisme: en reducering af et menneskeliv til blot at være et nummer i rækken.
Fatal folketælling
Jeg er velsagtens ikke den eneste, der har undret mig over beretningen om Davids folketælling, som den bliver fortalt i 2. Samuel 24?
David foretager en tælling af sine undersåtter, israelitterne. Det er en handling, der uden videre forklaring, fordømmes af Gud. Alle er enige om, at det er “en stor synd.” Lidt utraditionelt må den angrende David vælge mellem tre strafmuligheder: tre års hungersnød, tre måneder på flugt, tre dages pest. Han vælger det sidste, og det koster 70.000 mænd livet.
Hvorfor er det så stærkt kritisabelt, at David gerne vil have mandtal over sin egen befolkning? Det virker absurd i et land og en tidsalder, hvor enhver statsborger som det naturligste i verden har et CPR-nummer og på den måde er blevet “statisticeret” og nummereret.
Den vel mest oplagte tolkning er, at Davids hovmod driver ham til at opgøre sin magtindflydelse i et mandtal. Og som sådan bliver denne halvglemte beretning brugt som en påmindelse til kirker og kirkesamfund om faren ved at se mere på deres vækst og medlemstal end på Kristus.
Menneskeværd kan ikke måles
Men kan vi ikke tillade os at gøre budskabet lidt bredere, når vi nu ikke får beskrevet konkret hvori Davids synd består? Kan vi ikke sige mere generelt, at det enkelte menneske aldrig kan reduceres til et nummer i rækken?
Et medmenneske må vi aldrig bare lade optræde som et ansigtsløst del af en mængde. Menneskeliv kan ikke kvantificeres og menneskeværd kan ikke tælles eller måles! Mit samfundsmæssige bidrag (slet ikke det, der måles i kroner og ører) rokker ikke en papand ved samme samfunds forpligtelse til støtte og bistand i nødens stund. Min sociale status (klout-score!) målt i antal venner/followers siger ikke en pind om min værdi som menneske. Jeg er til enhver tid mere end “Johannes Krejberg Haahr, 75 følgere på Instagram, 2 likes på seneste opslag.”*
Det budskab har vi i den grad brug for at blive mindet om i et samfund, hvor vi til stadighed måles, vejes, bedømmes. Og vi skal ikke mindst huske det, når vi selv måler, vejer og bedømmer ud fra snævre kvantificerbare kriterier.
Var Stalin smuk?
Joseph Stalin var et smukt menneske. Altså rent fysisk. Med en facebook-konto ved hånden kunne et nyt profil-billede, som ovenstående velsagtens have kastet temmelig mange likes af sig. Men på andre parametre en masse, var han på ingen måde hverken smuk eller like-able.
Hvilket vel rammende illustrerer, at kvantificérbare parametre er meget begrænsede og begrænsende belæg for kvalitative bedømmelser.
*Dette er bare et tænkt eksempel. Sociale medier er de værste til den kvantificering, som jeg her taler om, så den slags undgår jeg helst.
