“Det er med fornøjelse, at jeg har læst Christian Hjortkjærs nye bog, som er en analyse af moralen i den unge generation i Danmark. Til gengæld er jeg ikke så glad for hans løsningsforslag,” skriver Peter Nissen, præst i Bramming Frimenighed i denne gæsteblog.
Det er med fornøjelse, at jeg har læst Christian Hjortkjærs (CH) nye bog, som er en analyse af moralen i den unge generation i Danmark. CH er lærer på Silkeborg Højskole, så man må formode, at han møder mange unge og ved, hvad der rører sig blandt dem. Desuden er han en veluddannet herre med en ph.d. fra Søren Kirkegaard Forskningscentret. Han har fået en formidlingspris for sin evne til at gøre svært filosofisk stof folkeligt. Denne bog er skrevet direkte til de unge.
Det er da også en let læst bog om et kompliceret stof. Det er i sig selv en flot præstation. Bogens hovedtese er, at vi er gået fra en forbuds- og lydighedskultur til en præstations- og handlingskultur. Det er der bestemt noget om, og CH argumenterer overbevisende for, hvordan børn og unge mennesker i dag udsættes for et konstant bombardement af påbud for at skulle leve det lykkelige liv. Det sættes dels i ramme af reklamekulturens konstante opfordringer til at optimere vores handlinger (‘just do it’ og lign.), dels gennem samfundets forventninger til de unge gennem et belønnende uddannelsessystem (hvor fx indførelsen af 12-skalaen som i modsætning til 13-skalaen opildner til perfektionisme, fordi udgangspunktet jo er 12-tallet, mens udgangspunktet i 13-skalaen er 00).
CH argumenterer overbevisende, og som barn af ‘det gamle samfund’ føler jeg med de unge i deres kamp mod et totalitært forsøg på at få dem til at blive perfekte med følgende psykisk udbrændthed og mindreværd til følge. Alene denne analyse gør bogen værd at læse for alle som har med børn og unge at gøre. CH har fat i noget væsentligt.
Der er brug for et tillæg
Til gengæld er jeg ikke så glad for hans løsningsforslag, som han faktisk selv indrømmer ikke står så klart. De fremstår mest som nogle lidt uklare eksistentialistiske selvhjælpsforsøg. Kun i et kort afsnit sent i bogen (s.93-95) bringer han kristendommen positivt på banen. Selvom den på et eller andet plan allerede er der gennem de mange henvisninger til Søren Kierkegaard, er det alt for meget pakket ind i filosofisk analyse og refleksion.
Samtidig slår han ud efter Indre Mission og gør bevægelsen til repræsentant for det forbudssamfund, ’68-generationen’ gjorde oprør imod. Hvilken overraskende overfladisk konklusion set i lyset af CH’s øvrige gennemtænkte betragtninger.
Derfor har bogen brug for et tillæg. Det skal uddybe en af de løsninger, CH kun antyder, nemlig at Jesus Kristus er hjælpen på den unge generations perfektionisme og udbrændthed. Ham må alle vi, som ønsker at repræsentere og forkynde evangeliet, arbejde på at gøre levende for dem og alle andre uge efter uge.
Christian Hjortkjær: Utilstrækkelig – Hvorfor den nye moral gør de unge psykisk syge. Klim 2020, 120 sider.
