Muligheden for juridisk kønsskifte helt ned til tiårsalderen fremstilles som udtryk for endnu større åbenhed for mangfoldighed i samfundet. I virkeligheden er der tale om ét af flere udtryk for en langsom nedlukning af den hidtil dominerende, kristne tilværelsesforståelse, som i sin grundbasis anser menneskets tilværelse for at være bestemt og givet af Gud. Nu går det mod andre tider og andre tanker om tilværelsen som den dominerende mentalitet og kultur.
I sit inderste væsen handler den nye forståelse om, at det er mennesket selv, der konstruerer tilværelsens op og ned. På en måde er det endnu et bid af frugten fra kundskabens træ, som handlede om retten til at bestemme, hvad der er godt og ondt. Menneskets ret til at bestemme op og ned i tilværelsen. Mennesket der kan bestemme, om et menneskeliv er værd at leve – fra fosterets liv til det voksne, syge, gamle liv. Mennesket der selv kan afgøre, om det er mand eller kvinde eller noget helt tredje eller fjerde. Mennesket der kan bestemme, hvilket barn det vil have ud af den planlagte graviditet. Mennesket der via transhumanismens teknologi vil forsøge at træde udenom døden i robottens klædedragt.
Alle vi, der stadig tilslutter os kristendommens grundsyn på tilværelsen, vil utvivlsomt føle os mere og mere trængt.
I almindelighed har jeg tit og mange gange ærgret mig over, hvad jeg opfatter som kristen ghettokultur. Den udbredte tilbøjelighed blandt kristne her til lands til at samle sig i egne små samfund i det store samfund. Samle sig i kristne friskoler, efterskoler, gymnasier om så skal være, bibelhøjskoler, missionshuse, valg- og frimenigheder, særligt tiltrækkende sognemenigheder og mere af samme skuffe.
Men i den senere tid er jeg begyndt at fundere over, om der i virkeligheden er noget i ovennævnte, på sigt dybt samfundsprægende sporskifte i tilværelsessynet, som faktisk gør det meget svært at føle frihed og plads til et helt anderledes syn på tilværelsen ude i det store samfund. Og sammen med det en tiltagende vanskelighed ved at fastholde kristne livssyn, fordi vi alle uundgåeligt også er børn af den tid, vi lever i.
Med andre ord: Jeg begynder at forstå behovet for ghetto-tilbøjeligheden blandt kristne. Vi skal jo helt enkelt også kunne indrette vores liv så frit og omfattende som muligt efter dyb kristen overbevisning.
Med til indretningen af vores liv efter den kristne tro hører imidlertid også vores vilje til at udfordre den tid og kultur, vi er en del af. Det er et uundgåeligt moment ved det at være lys og salt i verden. Hvor som helst i verden.
Vi må altså ikke isolere os i en slags moderne Amish-kultur. Vi skal stadig insistere på at være væsentlige stemmer i tiden og turde gå i både dialog og klinch med tidens dominerende røst.
Og dertil kommer i øvrigt det lille håbefulde træk, at dele af det moderne social-konstruktivistisk livssyn ikke kan forventes at have ustoppelig levetid, såsom idéen om kønsidentitet som rent subjektivt valg. Det strider ganske enkelt for stærkt mod den uimodståelige virkelighed.
