Der er mange fordomme om kristendommen og en del danskere bruger dem til at holde kirken på afstand. Nogle af dem har måske sin baggrund i en kristen kultur, hvor der var megen fokus på det ydre liv, og hvor kristentro og – praksis var stivnet i moral. Med det resultat at man vogtede over hinanden og slog hårdt ned på dem, der ikke levede, som man burde.
Hvis man skal bruge det billede, som Jesus kommer med i sidste søndags prædiketekst om den urene ånd, der drives ud af et menneske, så kan man godt sige, at der i vores folk har været et nødvendigt opgør med en lovisk kristendoms-forståelse. Vi må være ærlige og sige, at der i en periode har været en al for stor optagethed af det rette, fromme liv, og der har ikke været plads til kærlighed og barmhjertighed, hvis man trådte ved siden af. Og det er godt, at den er drevet ud.
Man kan så spørge: Hvilken ånd hersker der så nu i Danmarks hus?
Det pessimistiske svar
Ja, det pessimistiske svar på spørgsmålet er, at det er kommet 7 andre ånder, værre end den. Der kunne sikkert også nævnes flere, men jeg fandt uden problemer frem til syv. Syv åndskræfter, som præger vort land.
Det er materialisme, pornoficering
Det er åndskræfter, som er på færde i samfundet, men vi må også erkende at vi langt ind i kirken er præget af dem. Ingen af os kan sige sig fri for at være påvirket af dem, og vi må bekende, at det også fører til synd i vores liv.
Det optimistiske svar
Den optimistiske svar er at vi stadig er et folk, hvor langt de fleste er døbt. Vi er et kristent land og Gud virker iblandt os. Vi bærer korsets mærke og det beskytter os mod det onde. Langt de fleste ved godt i deres hjerte, hvad der er godt og hvad der er ondt. De kan godt smage forskel på den ægte kærlighed og det som bare er en efterligning.
Vi kan ikke vende tilbage til en fortid, hvor den kristne tradition og kirkens autoritet var uanfægtet. Derfor må vi forkynde Guds ord på en ny måde. Skal Guds ord høres af den moderne sekulariserede dansker, så må vi møde mennesker i den virkelighed de lever i. Vi må turde i gå i dialog, lytte og samtale; det kan vi gøre uden at give køb på at Gud har åbenbaret sandheden om sig selv i bibelen og uden at forandre den. Men vi kan bare ikke automatisk henvise til bibelen, for den tillægges ikke autoritet som før.
Derfor må vi hente vores troværdighed i os selv. Bringe vores egen historie og person i spil og være ægte i det, vi gør. Jeg tror, det personlige vidnesbyrd får en ny betydning, fordi den personlige autencitet, som vi har ved at stå ved vor egen tro og livsopfattelse, gør vore ord troværdige.
Hvem er det, der hersker i Danmarks hus? Det er først og fremmest Gud, for ham tilhører riget, magten og æren. Når vi erkender det og tror på Ham, så giver han os tilgivelse og nyt liv. Og når Guds Ånd virker i vores liv, så kan vi være med til at være et vidnesbyrd om Guds kærlighed og sandhed.
