Fastelavnsmandag. Begyndelsen af fasten og tid til at tænke.
Jeg indrømmer det. Jeg er glad for livet. Også coronarestriktionsudgaven.
Jeg elsker at krybe sammen i sofaen sent mandag aften med en godnatbajer og tage til Shetland eller på opdagelse med Vera.
Det er livet, når min mand bliver væk i latter – og jeg ler med.
Jeg er nærmest lykkelig, når mine teenagedøtre insisterer på at beslaglægge mig og en søndag eftermiddag med Matador.
Jeg er godt tilpas, når lørdagsmiddagen lykkes og er fortæret på et øjeblik med livsappetit hos dem, jeg holder mest af.
Jeg er dybt taknemmelig, når jeg sidder i kirken og ved, at Jesus selv er til stede. Og det glæder mig, at jeg på den nye jord, kan lære dem at kende, som jeg nu kun nikker til.
Det har en egen terapeutisk effekt at nulre min labradors overflodspels eller se ham i spring med ørerne blafrende frit over lyngen på heden.
Den bedste kaffe er den om morgenen med fri nyhedssurfing, inden de andre står op.
Det fylder mig med tilfredshed, når jeg en sjælden gang bliver gammeldags ’færdig til søndag’ og i et forholdsvis rent hus kan krone dagens anstrengelser med at skifte den gamle buket ud med friske tulipaner.
Jeg drømmer om et sommerhus. Holder øje med boligsiden.dk og regner på byggeplaner.
Holder af mit arbejde og har det godt, når min dovenskab en dag er henvist til at kigge mig over skulderen for at konstatere, at der bliver sat flueben ved adskilligt.
Men er der slet ikke sorg og ærgrelser og udfordringer og nederlag og uvejsomt terræn i mit liv? Ok, jo! Masser! Men når jeg ser ud over ugens landskab, spejder jeg efter åndehullerne.
Forleden læste jeg Paulus. Han skrev til Filipperne: For mig er det at leve Kristus.
Det vil jeg tænke over.
