Jeg var ikke specielt begejstret, da det dæmrede for mig, at Guds ånd havde givet mig af nådegaverne visdomsord og profetisk tale. Det skyldtes nok til dels, at hvor jeg kom fra, var kristne kvinder diakoner. I mange år forsøgte jeg at efterleve dette. Måske ikke så underligt, at jeg allerede i en tidlig alder fandt mig selv med opgaver, der sled mig ned.
Jeg husker allerede i 12-årsalderen, hvordan Gud gennem tekst, billeder, ideer, analyser, spørgsmål og svar, formede tanker og overbevisninger om Gud og mennesker i mit hjerte, som jeg ikke selv fuldt ud forstod. Det hændte, at jeg samlede mig mod til at lufte dem for andre. Men blev hurtigt bekendt med, at 12-årige piger og visdomsord ikke er noget, de fleste forbinder med hinanden.
I det følgende årti stødte jeg ind i et ingenmandsland. Det var anfægtende for min frimodighed, og det er min oplevelse, at dette ingenmandsland er svært at indtage, også i dag.
For mange fællesskaber er visdomsord og profetisk tale blevet afkoblet Bibelen som rettesnor – de har fået en autoritet, som i realiteten er ubestridelig. Men ordene i dag er præget af vores menneskelighed, og skal vejes på Guds ords vægt. De er brudstykker af sandhed, ikke udtømmende sandhed. Vi skal derfor vurdere, hvad der bliver sagt.
For andre er visdomsord eller profetisk tale begravede talenter. De er måske begravet af os selv, måske af andre. Men Paulus siger klart, at vi skal stræbe efter at tale profetisk. En af grundene til dette er, at det opbygger menigheden. Desuden afslører den synd, maner til bøn og fremelsker evangeliet.
Personligt mærker jeg, at det kan være angstprovokerende at tale. Der følger kontroltab med. Det er, som at sætte sig i en bil, hvor bilen kører mig. Jeg er passager på bagsædet og tages hen, hvor Gud bringer mig. Ikke sjældent har jeg følt mig som Noa, der byggede en båd på det tørre land, mens mennesker smilede overbærende af mine ord og handlinger. Det er min erfaring, at der kan følge hån og vrede fra andre i kølvandet på tale af denne slags. Sorg over andres ligegyldighed eller afvisning kan også sætte sine spor.
Men det også min erfaring, at der er mennesker, som ved, at Gud griber ind. De ved, at ånden giver, hvad den vil, til hvem den vil. De er lydhøre, årvågne og taknemmelige over for andre medkristne, som vil dele deres nådegaver med dem. De grunder over andres ord, lægger alt frem for Gud i bøn, lader Gud lede dem i deres færd og står fast. De ved, at Jesus er vejen, vi går på.
Sommetider misforstår vi visdomsord og profetiske budskaber, og der skal være plads til fodfejl og til at lære på både afsender -og modtagersiden. Men når jeg ser, hvordan Gud griber ind i verden, giver det mig mod og glæde til at fortsætte med at lære mine nådegaver at kende, til gavn for andre. Jeg håber, det gør det samme for dig.
