Godt nyt fra Bramming – ny præst ansat

Bramming Frimenighed har netop ansat præst Peter Edlef Nissen. Han har de seneste to år været præst i Wales.

Bramming Frimenighed har netop ansat præst Peter Edlef Nissen i en halvtidsstilling. Præst Mathias Secher Rom får dermed en kollega, så menigheden nu har to præster på deltid.

”Vi glæder os over, at vi som en forholdsvis lille menighed har mulig for at have to præster. Det giver en bredde at have to, som kan supplere hinanden,” siger Ole Toft Hansen, formand for menighedsrådet i Bramming Frimenighed.

Peter Edlef Nissen kommer fra en stilling som præst i Wrexham i Wales, hvor han har været præst de seneste to år.

”Med Peter får vi i høj grad en præst, som kommer med friske øjne, blandt andet fordi han har arbejdet i anden kirketradition. Samtidig har Peter et indgående kendskab til danske forhold og til ELN, hvor han har siddet i repræsentantskabet,” siger Ole Toft Hansen.

Et godt tidspunkt

Formanden for menighedsrådet nævner også, at det for menigheden er et godt tidspunkt at tilføre nye kræfter.

”Vi har nu været frimenighed i seks år og er så at sige blevet etableret, og vi tror, at Peter i samarbejde med Mathias og menigheden kan gå med os de næste skridt videre. Vi er overbeviste om, at Peter er initiativrig og kommer med lyst til at engagere sig. Målet med det hele er jo, at flere mennesker må blive trukket ind i menighedens fællesskab,” siger Ole Toft Hansen.

Peter Edlef Nissen er gift med Bodil, og de glæder sig begge til igen at bo i Danmark efter adskillige år i Storbritannien.

Peter Edlef Nissen tiltræder som præst i Bramming ved en indsættelsesgudstjeneste søndag den 16. september kl. 10. Gudstjenesten bliver holdt på Sydvestjyllands Efterskole.

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights