DR 1 dramaserie “Herrens veje” udstiller folkekirkens tros-suppedas, hvori muligheden for at finde ægte visdom og sandhed, er som at trække i lotteriet.
Vi bringer her med tilladelse fra Kristeligt Dagblad en kronik af sognepræst Henrik Højlund, som blev bragt i Kristeligt Dagblad mandag d. 20. november 2018.
“Årets store DR-satsning indenfor tv-drama, Herrens veje, har med god grund vakt opsigt, fordi den vover at tage afsæt i et miljø, som ikke hører til de mest almindelige – en præstefamilie, som der næppe er mere end par tusind stykker af i kongeriget. Og endnu mere vovet: Den inddrager tro og metafysik i et hverdagsdrama.
Af samme grund synes serien også at have vakt en vis begejstring i præstekredse. Det kan man forvisse sig om ved f.eks. at læse løbende anmeldelser i præsternes fagforeningsblad og ved at lytte til samtaler præster imellem i diverse præstekonvents-sammenhænge.
Jeg hører ikke længere til de begejstrede. ”Ikke længere” betyder, at jeg til at begynde med var positivt overrasket over seriens ganske ligefremme og øjensynligt fordomsfrie tag på det trosmæssige og det præstelige.
Men som serien er skredet frem, er historien også skredet mere og mere i retning af det utroværdige.
Én ting er det dramaturgiske, som meget tidligt havde en tone af noget overspændt og overtydeligt. Mine egne voksne børn er for længst stået af. De gider den simpelthen ikke. Ikke fordi de støder sig på det kirkelige og trosmæssige, men bare fordi den mangler helt almindelige dramamæssige kvaliteter.
Men værre end det er den tiltagende utroværdighed i portrættegningen. Særlig hovedpersonen, præstepatriarken Johannes Krogh, fremtræder som en person, man aldrig har mødt eller vil kunne komme til at møde i det virkelige liv.
En personlighed som ikke findes
Johannes er stykket sammen af træk fra vidt forskellige personligheder og overbevisninger, som aldrig ville forekomme i én og samme person i det almindelige liv. På den ene side udviser han en håndfast fromhed, der ligner noget fra en fjern fortid. For ligesom at mane August til ro, citerer han – knælende! – på et fortov Salme 23 (fra den gamle oversættelse!) for ham og får endda August med på seancen.
Men hans fromhed synes i øvrigt stort set blottet for ægte, ydmyg troskamp. Ligesom hans teologi langt snarere minder om den klassiske, antifromme grundtvigsk-tidehvervske. Og så kan hans menneskekundskab skrives på bagsiden af et frimærke. Han opfører sig i den efter den anden situation som et menneske, der ikke har et begreb skabt om almindelige relationer og basal sjæleindsigt, tillige med at han bundnaivt forfægter tro mod viden. Hans søn August, som har posttraumatisk stres efter præstemilitærtjeneste i Mellemøsten, skal hellere tro på Gud end snakke med en psykiater og tage psykofarmaka. Med andre ord: Fromhed går ikke hånd i hånd med almindelig menneskelighed og moderne viden.
Det gør derimod fromhed og en moral, der skraber bunden. Johannes er kvartalsdranker. Han er sin kone utro med en graver (men har i øvrigt en almindelig aftale med fruen om at leve i et åbent ægteskab). Han er magtbegærlig og uhæderlig. Han farer op i ukontrolleret vrede overfor et vordende brudepar. Han ramler fordrukken ned på en kiste i graven, mens han forsøger at gennemføre jordpåkastelsesritualet.
Alt dette i én og samme person. Det er som om, forfatteren i sit researcharbejde med det folkekirkelige trosmiljø har forsøgt at hælde det meste af det, han hørt, ned i én person. Resultatet er blevet en lettere forskruet præst, som det er meget svært at finde sympati for. Og som det tillige er svært at forbinde med virkeligheden.
Det findes virkeligt
Men når det er sagt, er det jo i sig selv temmelig tankevækkende, at det kun er sammensætningen, der gør Johannes utroværdig. Tager man ovennævnte personlighedstræk hver for sig, er de ikke utroværdige.
Og det er ikke bare tankevækkende, men sandt at sige ret skræmmende.
Utroskab er ikke en sjældenhed i den danske præstestand. Efter nogle år i miljøet går det op for én, at præster ikke skiller sig ud fra resten af befolkningen i det stykke. Og måske knap heller mener, at de behøver at gøre det, al den stund mange danske præster er af den overbevisning, at der ikke findes en konkret, almengyldig kristen moral, men kun hin enkeltes ansvar for Vorherre under kærlighedens fordring. Som en variant af det fortalte en insider mig for nylig, at den erhvervsgruppe i Danmark, som lider af flest skilsmisser er gruppen af kvindelige præster.
Med hensyn til alkoholisme fortalte tv-seriens præstekonsulent, Søren Hermansen, i et interview, at ”en del præster har et misbrug. Af alkohol, stoffer og hele pivtøjet”.
Magtsyge er nok heller ikke et fuldstændig ukendt fænomen blandt folkekirkens præster. Lige så lidt som uhæderlighed og mangel på almindelig menneskelig anstændighed kan fraskrives præsterne.
Mangel på åndelig-moralsk konsistens
På en måde samler Adam Price i sit ret kiksede portræt af en præst summen af et massivt problem i folkekirken: Manglen på åndelig-moralsk konsistens, tæt forbundet med manglen på teologisk konsistens. Serien udstiller folkekirken i al dens totalt forvirrende mangel på indre sammenhæng. Det som mange priser som folkekirkens smukke rummelighed, hvor der er plads til det hele, viser sig her netop som en umulighed – i portrættet af et menneske, som ikke kan findes i virkeligheden.
En kirke kan rumme præster, der kæmper med alle slags fristelser. En kirke kan også rumme præster, der falder i med begge ben og angrer og rejser sig igen. Ret beset har en kirke ikke andet end den slags præster, der ligesom alle andre er syndere, som igen og igen må bede om deres synders forladelse og frimodigt prædike og udleve nåden, som de selv lever af hver dag. Det svarer kun til Luthers ord: ”Vogt jer for at ville være så rene, at I ikke mere vil være syndere. Kristus bor ingen andre steder end hos syndere”.
Men en kirke kan ikke leve med præster, der fordrejer Luthers ord, så synden bliver den ideale tilstand kædet sammen med syndernes forladelse som princip. Det bliver, med nogle udtryk lånt af en af det tyvende århundredes vigtigste lutherske teologer, Dietrich Bonhoeffer, nåden som udsalgsvare, nåden som kirkens uudtømmelige forrådskammer, hvorfra der øses ud med letfærdig hånd, tankeløst og grænseløst, syndernes forladelse som en almen sandhed.
Folkekirkens tros-suppedas
I Herrens veje får vi nogle tommetykke klichéer om menneskelig visdom, som må hentes helt andre steder end i det fallerede folkekirkelige hus, hvor kirkepersonalet ved den fromme Johannes Kroghs kirke går amok ved en påskefrokost langfredag med nøgendans i en båloplyst have. Hvad folkekirken således mangler, findes hos fredsæle buddhistiske munke og en klog muslimsk soldat.
Men uagtet den slattent-korrekte kliché udstiller det ikke desto mindre lige præcis folkekirkens tros-suppedas, hvori muligheden for at finde ægte visdom og sandhed, er som at trække i lotteriet.
Før i tiden blev de missionske genstand for fordomme i diverse tv-serier. Fiskerne, Matador m.fl. Nu ser det ud til, at det er folkekirken i almindelighed, der bliver ramt. Ramt af fordomme om, at sådan ser det altså ud i folkekirken, når man går den efter i sømmene. Det gør det ikke. Johannes Krogh findes ikke.
Og så alligevel. Han findes i brudstykker. Og det er slemt nok.
Kan Herrens veje mane os til selvbesindelse i folkekirken, har den måske alligevel tjent et formål.
