Følg med i debatten om præsters samvittighedsfrihed i forhold til vielse af to personer af samme køn.
Hen over sommeren har der i Kristeligt Dagblad været en omfattende debat omkring præster ret til ikke at vie to personer af samme køn. Pastoral vejleder i ELN, rektor Børge Haahr Andersen svarer Lisbeth Christoffersen i en kommentar i Kristeligt Dagblad d. 26. august. Vi gengiver hans indlæg herunder.
“De præster, som vælger at bruge deres juridiske frihed til at sige nej til at foretage vi-
elser efter det kønsneutrale ritual, skal ifølge professor Lisbet Christoffersen i Kriste-
ligt Dagblad sættes i kirke-tugt og flyttes fra folkekirken til fri- eller valgmenigheder.
Grunden er, at hun ser en lighed mellem vores nej til det nye vielsesritual og ene-
vældepræsternes ret så militante brug af kirketugt i folkekirken. Derudover antyder hun, at vores nej kan udvikle sig til religiøs legitimering af vold mod minoriteter.
Da jeg blev præst for præcis 25 år siden, havde biskopper udsendt en udtalelse i
1989, hvor de betonede, at loven om registreret partnerskab var et samfunds-anliggende og ikke et kirkeligt anliggende. I 1996 åbnede bispekollegiet for en kirkelig markering for homoseksuelle par for de præster, der kunne se sig selv i dette. I 2012 blev der vedtaget et ritual, som gjorde det til en rettighed for homoseksuelle par at blive viet i kirken. Her fem år efter problematiserer Lisbet Christoffersen muligheden for at sige nej til at bruge det kønsneutrale ritual og forsøger at kriminalisere de præster og menigheder, der ikke følger tidsånden i det spørgsmål.
Menigheder ønsker præster der er tro mod Guds ord
Jeg har noteret mig denne udvikling, men har også bemærket, at folkekirken er mere sammensat end som så. På græsrodsplan er der stadig en stor gruppe, som gerne vil lytte til en prædiken, der er tro mod Guds ord og den lutherske bekendelse, og hvor præsten forvalter de kirkelige handlinger med samvittigheden bundet til bibel og bekendelse. Vi har tænkt at fortsætte med at uddanne præster til at tjene i denne ramme og at cykle til gudstjeneste, hvor vi vil, og hos hvem vi vil. Uafhængigt af, hvor meget det udfordrer den politisk korrekte tankegang hos en næstformand i Socialdemokratiet eller en professor i kirkeret.
