Om at bruge de lukkede kirker til at opgradere den gudstjeneste, der kan foregå i vores hjem
Ved pastoral vejleder Børge Haahr Andersen
Jeg havde ikke set for mig, at kirker og missionshuse helt skulle lukke. Det er vist ikke sket, siden de første kirker blev bygget i Danmark. Så verden er af lave, og vi er alle berørt af det.
Jeg har lyst til at gøre opmærksom på en bibelsk pointe, som så vidt jeg ved, ikke har været fremhævet i debatten om alternativer til fysisk samling til gudstjeneste. Det er, at i Ny Testamente beskrives husstanden som en menighed, og vi formanes flittigt til at lade Guds ord, bøn og sang fylde hverdagen i vores hjem. På NTs tid var husstanden som regel noget større end i dag og rummede flere generationer og tjenestefolk og slaver. Men pointen med, at vores hjem er vores menighed gælder også, hvis husstanden kun er på to-tre stykker.
Hvorfor ikke bruge de lukkede kirker til at opgradere gudstjenesten i vores hjem. Luther udgav i sin tid en huspostille med prædikener, han havde holdt i sit hjem. Den gamle Salmebog hed ”Salmebog for kirke og hjem”, og sådan er der i vores historiske tradition en betoning af hjemmet som det sted, hvor Guds ord lyder og tilegnes, hvor bønnen ændrer verdens gang, og hvor lovsang og klage skaber et mødested mellem himmel og jord.
6 pointer – mens vi venter
- Fortsæt med at lytte til Guds ord ved at læse i Bibelen, læse gode prædikener, lytte til livestreamede gudstjenester og andet godt, som vi har frit adgang til. Hvor to eller tre samles i Jesu navn, er han selv til stede. Dette gælder også de mange små husstande i Danmark. Jesus er reelt og virkelig nærværende for at uddele af alle sine gaver, hver gang vi lytter til hans ord.
- Består din husstand kun af dig, er tiden måske kommet til at finde en god ven og medvandrer, som du kan danne husmenighed med. Telefonen og internettet er opfundet og er en Guds gave mod den ensomhed, der ikke mindst truer den, der bor alene. Der er også noget, der hedder ”walk and talk” – ”walk and pray”. Det er ikke engang nødvendigt at folde hænderne, men næsten lovbefalet at vaske og spritte dem!
- Sygdomstider har historisk været et kald til kristne om at bede. Ingen af os har fortjent liv og helbred, og sygdom kan minde os om vores skrøbelighed, vores dødelighed og vores syndighed. Vi lever i verden uden for paradiset. Det kan en coronavirus minde os om. Historisk har kirken altid kaldt til bod og bøn under sygdom, misvækst og i krigstider. Det må vi gøre igen.
- De gamle salmer i salmebogen af Johan Gerhard m.fl. er skrevet under vilkår, som er langt værre end dem, vi oplever i disse uger. Der er en realisme og en håbsdimension i disse salmer. Ikke blot et menneskeligt håb om, at om nogle uger eller måneder er faren drevet over. Men et kristent håb om, at den, der ved troen på Kristus har livet, er usårlig over for al den ulykke, der kan ramme os her på jorden. Vi må trække på tidligere tiders erfaringer.
- Hvis denne isolation fra at samles med den kristne storfamilie i kirken trækker ud, hvad stiller vi så op med nadveren? Det gives der lidt forskelligt svar på rundt omkring. Men mit svar vil være: Ligesom vi med længsel på vente på, at vi igen kan mødes fysisk i den kristne storfamilie, må vi vente med fysisk at modtage nadveren. Vores evige salighed afhænger ikke af, at vi modtager nadveren ugentlig.Det er en god skik, at nadveren er blevet en naturlig del af vores ugentlige gudstjenestefejring. Men i lange perioder af kirkens historie helt frem til min barndom var det en månedlig eller kvartalsvis praksis, som til gengæld blev forberedt omhyggeligt.I særlige situationer er det fortsat muligt, hvis husstanden og præsten er raske, at denne kan komme rundt til hjemmealtergang. I en nødsituation er det også muligt, at husfaderen selv uddeler nadveren som en del af hjemmets gudstjeneste.
Nogle forestiller sig, at hvis man lytter til en gudstjeneste, hvor præsten indstifter nadveren, så gælder det også det brød og vin, man deler i hjemmet. Men her roder vi os ud i en adskillelse af ordet og det konkrete brød og vin, som let fører misbrug med sig.
- Som kristne er vi gode til at vente. Vi venter på at møde Kristus ansigt til ansigt, et fysisk møde på den nye jord. Og lige nu venter vi på det fysiske møde med storfamilien, menigheden. Indtil det sker, må vi opgradere hjemmet og husstanden som den menighed, hvor Jesus har knyttet sit løfte om nærvær til.
