På Reformationsdagen meldte tidligere generalsekretær i Normission Rolf Kjøde sig ud af den norske kirke på grund af det nye ritual for vielse af to personer af samme køn
I en kronik i det norske dagblad “Dagen” fortæller Rolf Kjøde om sin vanskelige og smertefulde afsked med Den norske Kirke (Dnk). En beslutning, som han har taget på baggrund af at Dnk har brudt med apostolisk lære, da man på kirkemødet i 2017 besluttede at tillade vielser af homoseksuelle parforhold i kirken.
Blandt ELNs medlemmer vil der være mange, som er enige med Rolf Kjøde og som derfor har valgt at træde ud af Folkekirken. Der er også mange, som ikke har taget denne konsekvens af den kirkelige situation i Danmark og er forblevet i Folkekirken, enten i sognemenigheder eller valgmenigheder. Det er vigtigt for ELNs ledelse at begge synspunkter rummes og respekteres i ELN og fællesskabet på tværs af de forskellige vej-valg i forhold til Folkekirken er en hjertesag for ELN.
Landssekretær for Bibellæserringen Lasse Iversen, medlem af ELNs landsledelse og sognepræst Per D. Pedersen, medlem af ELNs repræsentantskab, som begge er medlem af Folkekirken, giver her en kommentar til Rolf Kjødes udtrædelse.
Folkekirker i strid med deres eget grundlag
For mig at se, er vi i en kirkelig undtagelsestilstand, og vi må finde veje til at være kirke på Bibelens og evangeliets grund med frimodighed.
Bliver med frimodighed i Folkekirken
Sognepræst i Kristkirken Per D. Pedersen siger om Rolf Kjødes udmeldelse:
“Det gør indtryk, at Rolf Kjøde melder sig ud af den Norske kirke. Han er højt respekteret og vi er mange, som i hans selskab har oplevet lyse stunder med broderfællesskab og evangelisk glæde. Der er god grund til at det også i Danmark påkalder sig opmærksomhed, når han melder sig ud af den kirke, han har tilhørt fra barnsben og i hvilken han har modtaget præstevielsen.
Skubber det så til mig, at han har meldt sig ud? Bringer det mig nærmere en lignende beslutning?
Nej, det gør det ikke. Rolf Kjødes handling er ikke forbilledlig. Danmark er ikke Norge.
Jeg kan ikke lade være at hæfte mig ved, at det er netop reformationsdagen, den 31. oktober, Rolf Kjøde har valgt at melde sig ud på. Den dag er jo ladet med symbolik. Men måske var det ikke den mest velvalgte dag, hvis man ser hen til Martin Luther som forbillede.
For på den dag talte Luther. Ind i sin kirke. Han talte klart og frimodigt om misbrug og om falsk og ret lære. På en senere vigtig dag stod han. Og han blev stående. Overfor både statsregeringen og kirkeledelsen. Han var bundet af Guds ord, så han kunne ikke andet. Først på en tredje vigtig dag i Luthers liv blev kirkefællesskabet afbrudt. Det foregik ved at Luther udstødtes af sin kirke. Bemærk passivformen ”udstødtes”.
Det spændende spørgsmål for den, der orienterer sig efter Luther, bliver dermed: Kan det lade sig gøre at tale og stå i Den Danske Folkekirke?
Ja, det kan det. For at være helt tydelig: Jeg tænker ikke på, om det er muligt i teorien. Jeg peger på, at det rent faktisk sker i konkret praksis for alles øjne hver eneste dag.
Kan det så lade sig gøre at udstødes af folkekirken?
Tja, det må tiden vise. Indtil videre går det nu meget godt, synes jeg.Jeg har lige så megen frihed, som dem der misbruger Guds navn i kønsneutrale vielser. Og som dem der har en ubibelsk gakkelakteologi om at alle bliver frelst.
Som præst og forkynder har jeg ikke noget at klage over. Tværtimod har jeg den skønne erfaring, at mennesker bliver ved med at komme til gudstjeneste, selv om Jesus siger de mest politisk ukorrekte ting og jeg gentager dem.
Væsentlig forskel på Norge og Danmark
Rolf Kjøde har et udsagn som giver genlyd. Det er når han siger, at den tilpasning, som er sket i den Norske kirke, ”demonstrerer folkekirkeideologiens teologiske umulighed”. Det er jo et radikalt udsagn. Her er han nået til sin konklusion. Han sætter to streger under.
Dette udsagn tvinger til stillingtagen. Og, vil jeg sige, det tvinger til at vi tager de særlige norske forhold med i betragtning. For i Norge har man en folkekirkeideologi. Det har vi ikke i Danmark.
Ligesom man i Norge har en stærkere national identitet end vi har i Danmark, har man også en stærkere opfattelse af kirkens enhed og ser hen til biskopperne som dem, der personificerer enheden. Dette er væsentlige momenter i den norske ”folkekirkeideologi”. Dertil kommer, at denne ideologi for godt 30 år siden blev institutionaliseret og fandt sin organisatoriske virkeliggørelse i Kirkemøtet. Dette demokratisk valgte ”Kirkens Storting” har siden i tiltagende grad sat de liturgiske og læremæssige rammer for kirken. Resultatet er, at kristendom bliver det, der er konsensus om. I Norge er der et vældigt konformitetspres, som det kan være svært at forestille sig som dansker.
I sammenligning hermed er Folkekirken anarkisk. Dels mangler vi en sådan demokratisk synode. Bemærk at jeg siger mangler, ikke savner. Dels har vi i Danmark en traditionel, ja næsten rituel betoning af præstens forkyndelsesfrihed.
Det er ikke svært at finde eksempler på, at denne frihed misbruges på det groveste, men den udspringer af noget sundt. Nemlig af det faktum, at præsten skal aflægge regnskab for sin forkyndelse overfor Gud selv. I det lys er menneskers vurdering ligegyldig. Samtidig pointerer princippet om forkyndelsesfrihed, at den enkelte præst står til regnskab for sin forkyndelse. Ikke for andres. Ikke for sine kollegers eller for sin biskops, men for sin egen forkyndelse.
Vi lever i et andet landskab i Danmark. Den strukturelle tvang fra kulturen og systemet er langt svagere og langt mindre følbar end i Norge. Det gør en væsentlig forskel. Det spiller med, når nordmænd, som jeg er på linje med, for at få rene linjer trækker stregen et andet sted end jeg.
Respekt for Rolf Kjøde her fra, og må Gud velsigne Normisjons nyoprettede trossamfunn!
