Hvad vil der blive af det Danmark, vi kender og er glad for?
Flygtningesituationen er nok det varmeste politiske tema disse år. Og mit gæt er, at det ikke kommer til at aftage. Jeg tror, det bliver endnu varmere de kommende mange år.
Jeg skal ikke lege profet, men mit gæt er, at det kommer til at forandre langt mere, end vi har fantasi til at forestille os. De indimellem heftige politiske debatter om måden at håndtere problemet på her til lands kan i den historiske bagklogskabs lys blive komiske småskænderier målt med flygtningestrømmens ustoppelige flodbølge. Det aflyser ikke politikernes arbejde og diskussioner og overvejelser om, hvad vi kan og skal gøre her og nu. Men lidt mere ydmyg erkendelse af proportionerne kunne være fint.
Jeg tror, at mange har denne fornemmelse allerede, at uanset politikernes skænderier, så er der noget i dette, som vi slet ikke har magt over eller kan styre med al verdens politiske stramninger, og vi ser kun begyndelsen på en meget omfattende forandring af vores land og af hele Europa.
Og mange har bange anelser. Hvad vil der blive af det Danmark, vi kender og er glad for?
Danmark i forandring
Lad mig vove en påstand: Det Danmark, vi kender og er glad for, er under alle omstændigheder i stærk forandring. (Ligesom resten af Vesteuropa, og måske også Østeuropa). Selv uden en eneste flygtning er vi i fuld gang med at afvikle en lang række af de kristne grundværdier, landet har været bygget på. Man kan nævne udslag af det i en lind strøm: Frigivelsen af pornografien for mange år siden. Retten til at slå små børn ihjel i mors mave. Den højst sandsynlige fremtidige ret til såkaldt medlidenhedsdrab. Omdefineringen af køn fra at være noget medfødt til at være en social og kulturel konstruktion, som vi selv kan vælge til eller fra. Retten til at få børn med eller uden barnets viden om, hvem der er ens biologiske ophav, med eller uden far og mor. Retten til at få sit barn designet ved hjælp af teknisk-medicinske indgreb på fosterstadiet og frasorteringer af fostre. Og så videre.
Disse forandringer ændrer langsomt hele vores måde at tænke på og bygge samfund på. Det får indflydelse på menneskesyn – hvad er et menneske værd? Det får indflydelse på opfattelsen af det gode liv. Det får indflydelse på opfattelsen af det gode samfund. Jeg tror endda, at det vil indflydelse på selve demokratiet. Man kan ikke forandre syn på så fundamentale forhold som mennesket og livet uden også at forandre grundlæggende samfundsrammer.
Kristendommen som modsvar
Den nuværende Venstre-regering har indskrevet kristendommen i regeringsgrundlaget. Det er meget bemærkelsesværdigt. Også meget sympatisk. Men måske også en smule desperat. Som et sidste forsøg på at fastholde noget, som for længst er overhalet indenom. Ikke af flygtninge med anden religion (som nok var regeringens sigte), men af os selv, af vores afvikling af kristne værdier.
Uanset hvad flygtningestrømmene må betyde af forandringer, tror jeg, at vi især skal vende blikket indad og spørge os selv, hvad vi vil med vores land, med os selv. Hvis vi er bange for islamisk oversvømmelse er det eneste virkelige modtræk, at de kristne værdier genopvækkes. Og de genopvækkes kun for alvor, når enhver af os vækkes for den kristne tro.
Håbet
Med tanke på det sidste kan flygtningestrømmene ligefrem vække håb. Af to grunde. For det første fordi den islamiske tros tydelige tilstedeværelse kræver mere end politiske modtræk. I bund og grund kan politiske modtræk ikke skaffe os af med det, al den stund vi hylder religionsfrihed. Modtrækket må derfor være tro, den enkeltes levende tro. Mange enkelt-danskeres levende tro.
For det andet kan flygtningestrømmene vække håb om trosvækkelse, fordi en meget stor del af flygtningene er kristne, og mange af dem kommer netop med levende tro og danner livskraftige menigheder. Tænk, hvis de bliver medårsag til, at der blæses nyt liv i folkekirken.
