Er modtagerforholdene efterhånden blevet essensen fremfor bønnen selv?
Sådan tænker jeg, når jeg læser eller hører om nye bøns-øvelser og metoder hvorigennem man skulle blive mere åben og modtagelig for Gud. Sidst i forbindelse med KD’s omtale af en ny bog; “Andagter og meditationer med kroppen” hvor også begrebet Crossyoga blev lanceret (yoga i kristen kontekst). Blog-pladsen tillader ikke en nærmere uddybning af den konkrete metode, så hermed blot et par kommentarer til det mere overordnede fænomen. For mig at se har alle metoderne det tilfælles, at de fokuserer på et mentalt og fysisk forarbejde, som skal gøres, inden man er klar til at bede – for derved bedre at befordre følelsen af Guds nærvær.
Man kan jo mene, at det blot er et spørgsmål om smag og behag, hvorvidt “man er til den slags”. Noget har nok med det at gøre, men ikke alt. Der er i tiden et massivt fokus på bøns-metoder, men nok mindre på selve bønnens væsen; at bøn først og fremmest er et evangelium om, at Gud vil ind til os!
ER DET BARE ET ANDET SPROG ELLER ER DET OGSÅ ET ANDET INDHOLD?
Der har til alle tider eksisteret forskellige rammer og kropsudtryk i forbindelse med bøn, f.eks. stilhed, foldede hænder, løftede hænder, lukkede øjne. Da jeg var ung “gik det højt”, hvis vi knælede. Det er naturligt og nødvendigt med sådanne rammer, men alligevel må man spørge: Har den nærmest grænseløse opmærksomhed på udvikling af teknikker og metoder efterhånden nået et punkt, hvor modtagerforholdene er blevet essensen fremfor bønnen selv?
PRÆSTATION CONTRA AFMAGT.
En fare er, at selve bønnens præmis – at jeg netop må komme til Gud, som jeg er med eller uden koncentration og ro i krop og vejrtrækning – erstattes af en usund og overdreven optagethed af alle de ydre forhold. Præstation og opnåelse af en bestemt (feel-good) følelse kan fortrænge bønnens forudsætning, som er afmagt og hjælpeløshed.
Nogle vil mene om alt det her, at det værste, der kan ske er at det ikke har nogen effekt. Jeg tror, der er langt mere på spil.
Når alt kommer til alt, er bønnens omdrejningspunkt Gud selv, og det faktum kan til gengæld aldrig overdrives! Han bevæger os til at bede og drivkraften er ikke primært, at vi åbner os for ham, men at han åbner os for sig. Det befriende er, at vi i bønnen vender os mod noget udenfor os selv og dermed væk fra os selv.
Den norske professor, Hallesby har som få udfoldet “bønnens verden” og siger: “Det er ikke vor bøn, som drager Jesus ind i vor sjæl. Det er heller ikke vor bøn, som bevæger Jesus til at gå ind hos os. Han behøver blot adgang. Så går han selv ind…”
