Det humoristiske Hyrdebrevet Søndag Morgen skrev forleden en vittig melding om den nye kirkeminister, Joy Mogensen, og hendes sammenlignelighed med jomfru Maria. Joy Mogensen er nemlig også ved at få et barn. Uden en mands indblanding. Næsten da. Der er tale om en anonym sæddonor.
En kirkeminister i tråd med selveste jomfru Maria. Bliver det bedre?
Jeg blev forleden morgen interviewet i Radio 24-7 om sagen.
De ville bl.a. høre, om jeg mente, at det diskvalificerede Joy Mogensen som kirkeminister. Nej, måtte jeg selvfølgelig svare, hun kan blive en endog glimrende kirkeminister.
Men det med anonym sæddonor er jeg dybt uenig med hende i. Og med det samfund, som har tilladt den slags, og som dermed er stærkt på vej til at lægge det naturlige, normale og ønskelige – far, mor og børn – til side til fordel for alle mulige varianter, som tildeles samme normalitets-status.
Faktisk kan man sige, at netop sammenstillingen med jomfru Maria giver rigtig god mening. Som den klareste kontrast. Marias fødsel er eksemplet par excellence på det, der i virkeligheden er vores alles vilkår: Livet, og dermed et barn, er en gave. Ikke en menneskeret, men en gave. Joy Mogensens valg derimod er – uanset at det er meget let at have sympati for hendes længsel efter at få et barn – en bekræftelse af tendensen i tiden: Livet, børn mv. er noget vi selv til- eller fravælger, efter behov.
Som Simon Simonsen, Joy Mogensens udskældte partifælle, skrev: ”At blive aleneforældre er blevet et personligt frigørelsesprojekt, der handler om selvrealisering”.
Hele sæddonor-sagen, anonymt eller ej, er dybt foruroligende. Det er et led i den bredere afskrivelse af naturen og biologien, som vi finder i flere andre sammenhænge, eksempelvis i queer-ideologiens underkendelse af han og hun som normaliteten.
16-årige Ina Rosdahl Lauridsen udtalte fornylig, at hun føler stor afmagt som barn af en anonym sæddonor, fordi ”oplysningerne om min far er med til at give mig nogle svar om, hvem jeg selv er, og dem kan jeg ikke få besvaret”.
I øvrigt hører det også med i billedet, at hele fertilitetsmarkedet er blevet til en milliardindustri, hvor der handles med sæd, æg, donorer og surrogatmødre. Og naturligvis sæd af bedste kvalitet. Med andre ord: En skjult form for racehygiejne.
En engelsk kvinde udtalte, da hun havde købt sæd fra en dansk sædbank: ”Det var som at shoppe på Amazon. Vi fandt en donor, vi kunne lide, klikkede på ”læg i kurven”, betalte med kreditkort, og nogle dage senere var sæden på plads i vores lokale fertilitetsklinik, klar til at blive vores baby.”
Fagre nye verden.
