Der er så meget uforløst natur- og dyreglæde blandt kristne, så megen uforløst kærlighed til menneskene og til skaberværket, fordi så mange er oplært med at anse Guds skabte verden som en midlertidig bolig.
Det er menneskehjertets ondskab, grådighed og synd, som er skyld i de katastrofer vi ser omkring os i dag. Sådan var det ikke fra begyndelsen af, i Paradisets have. Og sådan skal det heller ikke være for evigt. For Kristus kommer igen – og forhåbentligt er han lige rundt om hjørnet! – og så er det slut med lidelsen, slut med al Fandens vold og magt, slut med dødens riven og flåen i Guds elskede skabning – og ja, her tænkes på både naturen, dyrene og menneskene. Hele molevitten.
På den baggrund er det indlysende, at al naturforagt, al naturødelæggelse er synd mod Skaberen.
Kærlighed til naturen, dyrebeskyttelse, naturbeskyttelse og menneskebeskyttelse, inkl. kampen for det ufødte menneske, kampen for manden og kvinden og ægteskabet mellem netop de to, udspringer både af de kristnes skabertro, men også af de kristnes fremtidshåb.
Der er så meget uforløst natur- og dyreglæde blandt kristne, så megen uforløst kærlighed til menneskene og til skaberværket, fordi så mange er oplært med at anse Guds skabte verden som en midlertidig bolig.
Som om vi er på vej til noget helt anderledes?!
Fadervor
Hvor er det mærkeligt, at en bøn som Fadervor ikke har formået at korrigere de mange skæve og mangelfulde forestillinger om det kristne håb.
“Ske din vilje på jorden, som den sker i himlen”.
”På jorden”, står der.
Det drejer sig for os mennesker ikke om at komme i himlen, men om at himlen skal komme til os. At Guds rige skal bryde igennem.
Der sker en revolution i mange kristnes liv den dag, hvor det går op for dem, at den jord de lever på, er deres evige eje i Kristus.
Alt bli´r godt igen. Slip bare glæden løs.
