Børns hjerter ikke er billardkugler (hårde og uimodtagelige), men svampe (modtagelige for indtryk). Så hvad er ok, og hvad er no-go? Eller er der ingen klare grænser?
Tak for at du tager noget virkeligt vigtigt op, Mathias! Meget enig med dig i, at vi skal være årvågne over for det værdisæt, som bliver listet ind i underholdning til børn, nogle gange ubevidst fra producenternes side. Nogle yderligere refleksioner:
Læs Mathias Secher Roms blog her
Når det gælder kunst, kultur og underholdning er det svært at komme med firkantede regler og svar, men jeg håber, dit indlæg fører til refleksion og gode snakke i hjemmene. Det er det vigtigste. Og det er der, vi ofte svigter, fordi det er nemmere at parkere børnene foran en skærm, mens vi selv laver noget andet …
Det er vigtigt, fordi børns hjerter ikke er billardkugler (hårde og uimodtagelige), men svampe (modtagelige for indtryk). Det gør, at vi skal beskytte dem, især i de tidligste år. Men jeg tror ikke på en taktik om at vi skal holde dem væk fra ‘verden’. Jeg tror, vi skal ‘gennemvæde’ deres hjerter med sandheder, gode nyheder og god kultur, herunder underholdning. Ja, også underholdning. Den findes.
Gør ikke det onde stort
For før eller siden vil vores børn møde det sammensurium af hele og halve sandheder og løgne, af det smukke og det grimme, det gode og det onde, som denne verden altid har været fuld af. Det skal de lære at håndtere. Forstå den tid, de lever i, afsløre det onde og værdsætte det gode, Gud skaber, også igennem mennesker, som ikke tror på ham. Selv når det er filtret ind i halve og hele løgne. For sådan er virkeligheden.
Jeg tror ikke, vi skal gøre dem naive, lette ofre for forførelse. Men jeg tror bestemt heller ikke på at gøre dem bange og bekymrede – gøre det onde stærkt i deres øjne. Jeg ønsker at gøre dem grundlæggende glade, trygge og frimodige i troen på, at det gode vil sejre over det onde. Det er realisme. For Den Gode har sejret over den onde.
Find de gode alternativer
Helt konkret i forhold til film og historier mener jeg ikke, at det vigtigste er enkelt-elementer, ord, scener eller figurer, men det verdensbillede og værdisæt, de formidler: Er det i overensstemmelse med virkeligheden. Er det sandt?
Jeg tænker også, at det altid er godt at komme med et bedre alternativ frem for bare at forbyde. Personligt har jeg/vi brugt en hel del energi på at jagte de gode film, serier mv. og præsentere dem for vores børn. Ellers bliver det meget let det farlige og forbudte, der står tilbage i deres bevidsthed. Og jeg vil gerne, at det er evangeliets frihed og det gode, spændende, smukke (også det ufuldkomne), der fylder.
Der er nok sket en stor og både god og ond liberalisering i konservative kristne kredse. Men jeg tænker, at hvis ikke vi f.eks. havde haft skønlitteratur af mange slags på reolerne i mit eget hjem, ville det have haft lidt karakter af moralsk drivhus/fængsel, og jeg ville have været ringe rustet til den stormflod af indflydelse, jeg mødte i gymnasiet og resten af voksenlivet.
Så: Tak for evangeliet. Tak for advarslerne. Og tak for tilliden, mor og far!
