Skelnen mellem Rousseaus forståelse af frihed som tolerance og Grundtvigs forståelse af frihed som frisind er næsten helt forsvundet.
Religionsfrihed og åndsfrihed i det hele taget er blevet et vigtigt anliggende i Danmark de senere år. Det skyldes ikke kun, at en stigende andel af den danske befolkning har en anden etnisk og religiøs baggrund end den traditionelle her i landet. Det skyldes i nok så høj grad også, at den ateistiske humanismes værdier er blevet så meget mainstream og politisk korrekt, at den nye generation af politikere og meningsdannere har svært ved at tolerere afvigelser fra det livssyn.
Grundtvigianeren Holger Kjærs væsentlige skelnen mellem Rousseaus forståelse af frihed som tolerance og Grundtvigs forståelse af frihed som frisind er næsten helt forsvundet. Tolerancen har vundet på frisindets bekostning. Hvad er forskellen på de to frihedsforståelser? Det er følgende:
- Tolerancens præmis er, at vi dybest set er enige. Uenigheden er kun på overfladen. Vi har en mindste fællesnævner, og inden for den har det enkelte individ fuld frihed til at udfolde sig, som man selv vil. Denne mindste fællesnævner kalder Rousseau for folkeviljen. Hvad så hvis man falder uden for folkeviljen? Ja, så skal man udstødes af samfundet. For frihed er at leve i folkeviljen, og den er det bedste for alle.
- Frisind har derimod en anden præmis. Den regner med muligheden for, at vi dybest set ikke er enige. I sin yderste konsekvens vil den give det enkelte menneske frihed til at være vildfaren, at blive forført og til sidst endda gå fortabt. Der er selvfølgelig en grænse i forhold til andre mennesker, som vi ikke må skade, men ellers er der fuld frihed til at tro og praktisere, som vi er overbevist om, uanset hvor tåbeligt det må tage sig ud for andre ,og uanset hvor forargeligt vi synes, at det er.
Set fra min stol bevæger vi os mere og mere i retning af toleranceforståelsen af frihed, og det vil give bibelforankrede kristne stadig flere udfordringer.
Hvordan sikre friheden til at leve med andre værdier og praksisser end mainstream samfundet? Jeg tror, at det sker på samme måde, som denne frihed i sin til blev til i vores samfund, for den har jo ikke være her altid.
Hvad skal vi gøre?
I teorien er det ret enkelt, men i praksis voldsomt svært. Det handler nemlig om i al sin simpelhed i første omgang at stå ved sin egen overbevisning overfor sig selv, så vi gør det, som vi er overbevist om er rigtigt og undlader det, som vi er overbevist om ikke er godt og rigtigt. Uanset om det er politisk korrekt eller ej. Dernæst handler det om at stå ved dette liv, som jo er vores eget liv, i de forskellige sammenhænge vi lever i. Det handler om at stå ved sig selv og sine holdninger både i ord og i handling. Endelig har vi brug for, at der er nogle, som står ved deres eget liv på den offentlige arena. Det gælder i høj grad i den politiske verden, lige nu aktuelt i forbindelse med folketingsvalget, men også på andre offentlige platforme.
Hvorfor er denne offentlige tilstedeværelse af klassisk kristne standpunkter vigtige? Det er den, fordi alle så bliver mindet om, at de mennesker faktisk findes i folket, og at det er mennesker, som skal have lov til i vores land at leve og tro det, de er overbevist om.
Hvis vi ikke har bibelforankrede kristne i Folketinget, uanset hvilket parti de tilhører, så tror jeg, at der er en række områder, hvor kristen tro kolliderer med ateistisk humanisme, som vil blive dømt uden for tolerancens mindste fællesnævner og som et brud på ”folkeviljen.” Og prisen vil ikke alene blive høj for de kristne, men for hele vores samfund, fordi vi vil blive ramt af kollektiv åndenød.
