Det lugter af noget, der godt kunne ske i en ikke alt for fjern fremtid.
Jeg har lige set første sæson af Westworld, en HBO-serie fra 2016, en type sci fi film, som har begge ben på jorden, og som derfor lugter af noget, der godt kunne ske i en ikke alt for fjern fremtid.
Seriens omdrejningspunkt er en forlystelsespark, som er bygget op som en klassisk westerverden befolket med robotter, som ikke blot ligner mennesker på en prik, men som også agerer uhyre menneskeligt med ret stor grad af programmeret evne til at improvisere.
Serien er interessant, fordi den rammer noget, som der advares mere og mere imod af seriøse eksperter – risikoen for, at vi en dag vil opleve, at computere/robotter er klogere end os og vil overtage verden. I det lys er serien lidt skræmmende. Man spørger sig selv, om det kan komme dertil en dag? Om Matrix-filmene måske ikke bare er ren fantasi?
queer-ideologi
Mens jeg har set serien har jeg læst en lille svensk bog om en anden form for konstruktion. Bogen handler om den såkaldte queer-ideologi. Den er på stærk fremmarch i Sverige. Man tror det knap, når man læser om det. Fra de mest betydende og meningsdannende dele af det svenske samfund arbejdes der seriøst og i fuld offentlighed for, at samfundet fra top til bund skal indrettes på en virkelighedsforståelse, som fuldstændigt dropper traditionel kønsidentitet for i stedet at lade kønsidentitet være flydende og selvvalgt, og med mange flere muligheder end blot ”mand” og ”kvinde”.
Det er en rystende bog. Og jeg tilstår, at den skræmmer mig mindst lige så meget som Westworlds måske profetiske forudsigelse af en verden overtaget af kunstig intelligens. Det sidste ligger dog endnu et stykke ude i fremtiden, hvis det overhovedet vil ske, og der findes næppe ét menneske på jorden, som nogensinde vil ønske, at det sker. Det første derimod er ikke fjern fremtid, men nutid i fuld udvikling, og ønsket af rigtig mange.
Det er mærkeligt nok også til at få øje på en sammenhæng mellem de to fænomener, så forskellige de end er.
Sammenhængen
Begge handler nemlig om menneskets fald for urfristelsen: ”Den dag, I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt”. ”Bliver som Gud” – det er alle fristelsers moder. At blive som Gud, at være vores egen gud, at konstruere verden selv. I form af menneskelignende robotter, klogere end os selv – hvad er så forskellen på os og Gud? Og i form af at dekonstruere vores egen givne virkelighed som mand og kvinde og konstruere en ny, fuldstændig åben kønsvirkelighed.
Desværre fattede mennesket ikke, at sidste del af tilbuddet om at ”kende godt og ondt” var ondskabens fødsel i verden. For at ”kende” godt og ondt er ikke det samme som at kunne vælge det gode frem for det onde. Tværtimod.
Virkeligheden
Et lille håb er der dog. Virkeligheden har det med at slå igennem. Guds skabelses virkelighed, som trods synd og død stadig er fuld af livskraft. Og kønsvirkeligheden bliver i det lange løb svær at løbe om hjørner med. Jeg spår ikke queer-ideologien nogen lang fremtid.
Og et stort håb er der altid mod alle former for oprør mod Skaberen. Skaberen vil en dag smide denne verden ud som en mølædt frakke, som der står i Johannes’ Åbenbaring, og så vil han gøre al ting nyt. Og mon ikke det sker, før robotterne har overtaget verden? Det satser jeg på.
