”Det har lige været påske, og mange af os har måtte fejre den på en anden måde, end vi er vant til. Det er påskens budskab ikke blevet mindre stærkt af.”
Jeg blev rørt og varm om hjertet, da vores allesammens dronning Margrethe sagde disse ord i sin fødselsdagstale til det danske folk d. 16. april. Den kulturelle og politiske elite vil have religion ud af det offentlige rum, og vi lever tillige i en dansk blufærdighedskultur, hvor trosspørgsmål ofte er tabu i det private rum i de små hjem. Og så talte dronningen frimodigt tidsånden imod ved at berøre påskens stærke budskab.
Jeg havde selv stærke abstinenser hele påsken. Der var så meget, vi ikke kunne. I over 50 år har jeg fejret påsken i den kristne storfamilie. I tretten år har jeg selv prædiket mig gennem påskens tekster, sunget de udødelige salmer knyttet til både langfredag og påskedag, modtaget Jesu legeme og blod til syndernes forladelse og tænkt på, at nu går Guds dom mig forbi, men rammer påskelammet, Guds søn. Dertil kommer en årelang tradition med påskefrokost sammen med min nærmeste familie.
Tilbage var Guds ord i vores hjem, formidlet online fra vores kirke, en kendt stemme, et kendt orgel, kendte salmer og et kendt budskab. Det blev påskens budskab ikke mindre stærkt af.
Bag vores folks kamp mod en farlig sygdom med ensomhed, arbejdsløshed og bekymring til følge ligger der en bagomliggende frygt. Frygten for døden. En frisør sagde det, da hun fik at vide, at hun snart måtte gå på arbejde igen: Skal jeg bare klippe et menneske, blive smittet og dø af det?
Undskyld mig, men var hun udødelig før coronakrisen? Kunne hun ikke til hver en tid snuble over en bananskrald og brække halsen?
Jo, vi er alle dødelige, men der skulle åbenbart corona til, før vi fandt ud af det. Påskens budskab er, at der er kun én vej gennem døden til livet. Det er Jesus og hans gerning i påsken. Det er så sandt, hvad majestæten sagde: Det er påskens budskab ikke blevet mindre stærkt af.
