Alvoren hænger tyk i luften, mens statsministeren, flankeret af en tegnsprogstolk, leder efter de rette ord. Corona er en sygdom, som vil ramme hårdt. Sundhedsvæsenet indkalder alle reserver og vil muligvis skulle prioritere mellem patienter. De illustrerede kurver fremvises og yderligere tiltag varsles om få dage. Kommunikationen er tydelig: Gamle og syge mennesker har grund til at være bange, og det er et fælles ansvar.
Hvordan drager vi omsorg for de bange i og udenfor kirken, missionshuset osv.?
1. Bed.
2. Følg myndighedernes praktiske retningslinjer. Det giver tryghed for de sårbare, at kirken tager deres sårbarhed alvorligt – og det bør være en selvfølge i menighederne. Hvis de sårbare kan stole på, at kirken handler ansvarligt og ikke laver sine egne alternative regler, tør de opsøge kirken. Og selv hvis de bliver væk pga. situationen, vinder kirken deres tillid, og de tør måske mødes med folk fra menigheden i mindre fora.
3. Vis konkret omsorg til de sårbare, som mere eller mindre frivilligt vælger at isolere sig selv. Hvis man som menneske ved, at denne virus er livsfarlig for mig – og denne viden har mange i og omkring vores menigheder – så bliver man bange. Her hjælper statistikker om, at andre sygdomme dræber flere rundt om i verden ingenting. Vis omsorg og respekt, aftal eventuelle besøg, send beskeder osv. De skal vide, at de ikke bliver glemt, selvom vi måske først ser dem om nogle uger igen.
4. Mind hinanden om, at Gud er historiens herre. Både den store histories og vores små historiers herre.
