Ind i mellem kan man ønske, at man kunne høre og modtage evangeliet for første gang igen og mærke “den første kærlighed”. Måske i påsken.
“Min favorithistorie er den, hvor Jesus døde og stod op igen!”
Jeg har ikke kunnet slippe denne sætning, sagt af en teenagepige fra Haiti. Hun havde læst historien i et bibelhæfte, hun havde fået foræret. Hun kom fra et hjem, hvor Bibelen ikke fandtes. Begejstringen er ikke til at tage fejl af. Hun fortæller videre, at det er hendes favorit, fordi den gir hende håb.
Favorithistorien skal vi fejre nu – ikke bare pigens, men verdens største og vigtigste historie.
KORSETS KRAFT
Noget, meget trosstyrkende er at høre, hvad mennesker fortæller efter deres første møde med Jesus. Der er noget gribende over det. Det udstråler noget af “den første kærlighed”.
Jeg har personligt en oplevelse af det, som jeg sent vil glemme, selvom det ligger ca. 45 år tilbage. Det var en helt ung pige – en veninde – opvokset i et kristent hjem – på en lejr – her går det op for hende, at hun er fri – fri fra Guds dom – tilgivet – og hun rejser sig op og fortæller det – kortfattet, enkelt, og stærkt – bevæget er hun – og i al stilfærdighed nærmest væltet omkuld af denne nyopdagelse.
Romerbrevet 8.1 var det vers, som havde åbnet det for hende: “Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus”. Det var gået op for hende – det, som hun havde hørt så tit; hvad det betyder, at Jesus er død og opstået – altså ikke bare i teorien, men rigtigt, virkeligt – for mig!
Jeg kan endnu fornemme gennemslagskraften i dette forsigtige, men stærke og fuldstændigt autentiske vidnesbyrd. Det gjorde så uudsletteligt et indtryk, fordi det i al sin skrøbelighed blev en opvisning af den kraft, som er i Kristi kors.
FAVORIT ELLER SELVFØLGE
Men hvor kan det være svært at fastholde den første forundring, kærlighed og glæde. Der sker så nemt det, at favorithistorien med tiden bliver “en selvfølgelig historie” og får en plads som noget selvfølgeligt – i livet – og i forkyndelsen.
Paulus proklamerede, at han “ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet”. Det er altafgørende, at Kristus som korsfæstet altid – også når det ikke er påske, stilles i centrum – holdes højt – prædikes – formidles – udfoldes!
Ind i mellem kan man ønske, at man kunne høre og modtage evangeliet for første gang igen og mærke “den første kærlighed”. Og det kan man faktisk godt – ikke for første gang – men igen. Guds ånd kan gøre det – føre os tilbage til kilden – så evangeliet om frelseren går op for os – på ny. Med ønsket om at det må ske: Glædelig påske!
O, lad aldrig nogen sinde
korsets træ mig gå af minde,
som dig, frelsens fyrste, bar;
men lad kors og død og smerte
tale, råbe i mit hjerte,
hvad min frelse kostet har!
(DDS 195)
