Hvad er et ægteskab? Hvad er et menneske? Hvor finder jeg min identitet?
I den seneste tid har debatten om køn og identitet fyldt en del i de danske medier. Man kan som kristen godt føle, at det er svært at få et ord indført uden at blive skammet ud eller anklaget for at være undertrykkende, når man anser et ægteskab for at være en pagt mellem en mand og en kvinde. Eller anser et ufødt foster for at være et menneskeliv.
Jeg har taget del i debatten, og mærker, at når man dykker ned i disse ting, kan det være overvældende, uoverskueligt. Og det kan også medføre et mismod. Man mærker trykket om at give efter, droppe at stå for noget, flyde med strømmen, give op, finde andet at bruge tid på.
Mismod og tillid
Men den senere tid er jeg på forskellig vis blevet mindet om, at evangeliet om Jesus er stærkere end mit mismod. Særligt en beretning fra Det gamle Testamente, har bidt sig fast.
Da Israels folk stod overfor at drage ind i det land, Herren havde lovet dem, sendte de på forhånd 12 spejdere ind. Senere vendte 10 ud af 12 spejdere tilbage med mismod: “Det folk, der bor i landet er stærkt, og byerne er befæstede og meget store” (4 Mos 13,28).
Tilbage stod to spejdere, der stolede på, at Gud ville give dem landet, som han havde lovet. Om en af dem, Kaleb, siger Gud: “Men i min tjener Kaleb var der en anden ånd; han var fuldt og helt med mig; ham vil jeg føre ind i det land, han har været i, og hans efterkommere skal tage det i besiddelse”.
Et valg
Vi har også et valg i den nuværende åndskamp om menneskets identitet og skabthed. Vi kan vælge passivitet og mismod og klagesang, når vi ser afkristningen sprede sig i landet og folket Danmark. Eller vi kan vælge – i tillid til Gud – at lægge planer for hvordan børn, unge og voksne skal vokse i tillid til Bibelen, i kærlighed til mennesker omkring os, og i forventning til at Gud går med os i Åndens kraft.
Må Gud give os Kalebs ånd, så vi stoler på kraften i Guds ord, på velsignelsen i Guds løfter, og på at de gode nyheder om Jesus kan ændre menneskers liv til frelse.
