Sorte hænder kappede min navlestreng, og jeg landede midt i verdensmissionen. Visionære ELM stod bag mine forældres udsendelse til Chesinende i Kenya. Nogle år senere formede Horsens IM min barnetro i det trygge fællesskab, mens folkekirkens liturgiske åndedræt og sakramenter gav troen hjerteslag.
På LMs efterskole blev jeg blæst bagover af deres dybe tillid og kendskab til Bibelen, og da jeg i KFS stod ude på evangelisationens forpost, blev min barndoms fundament tryktestet. Jeg havde fået en barnetro givet, som ikke skulle beskyttes af forskansninger mod verden, men som var stærk og relevant i mødet med den.
Jeg husker senere det øjeblik i Emdrup kirke, hvor jeg spurgte mig selv, om jeg faktisk var havnet i Danmarks bedste kirke. Det var jeg selvfølgelig ikke – der skal nok være et par kirker i landet, som konkurrerer med Emdrup i top 3. Folkekirken når den er bedst.
To år i Jerusalems brogede, evangelikale, vækkelsesramte kirke gav mig nogle stærke og kompromisløse forbilleder for det kristne liv – og forvissede mig samtidig om, at min lutherske arv er dyrebar.
Tilbage i Danmark har jeg ofte nydt godt af Dansk Oases favnende og glædesfyldte fællesskaber, men det blev ELN, der stjal mit hjerte. Her samles farverne fra mit livsløb i en regnbue. I vores forholdsvis lille Bramming frimenighed er hele min brogede historie repræsenteret. Kald mig bare et velsignet regnbuebarn – jeg er Gud taknemlig for hver eneste farve.
