Jeg har lige set to film i biografen. Man bliver film-hungrig, når man opholder sig i Etiopien, hvor biograferne ikke ligger tæt. Jeg har lige været der i 6 uger og kom altså hjem med en vis biograf-sult.
Den første film, jeg så, var den længe ventede ”Interstellar” af superinstruktøren Christohper Nolan. Han spinder en sci-fi-ende over nogle menneskers rejse ud i rum og tid.
Den anden film var Hobbitten III af den ligeledes fremragende filminstruktør Peter Jackson. En film baseret på Tolkiens vidunderlige eventyr om den lille hobbit, der skal så gruelig meget igennem, før enden er god.
En interessant forskel på de to historier slog mig.
I den første film frelser mennesket selv menneskeheden. Historien lukker sig på en interessant måde om sig selv. Længe tror man, at der er kræfter udefra på spil i forsøget på at redde menneskeheden. Men disse kræfter viser sig til syvende og sidst at være mennesket selv.
I den anden film må mennesket samt hobbitter og alle mulige andre sære væsener også kæmpe bravt for at blive reddet. Men hele historien, inklusiv Ringenes Herre og Silmarillion, hviler grundlæggende på Tolkiens kristne tilværelsesforståelse. Ikke udtalt, ikke som skjult symbolik, men som en slags forudsætning for, at han overhovedet kunne skrive historierne. Og det mærker man, hvis man ser godt efter. Man mærker mønstrene fra en anden historie, som var den historie, Tolkien selv anså for at være den sande historie, den sande ”myte”. Den kristne historie, den om Gud, der brød ind i denne verden og gengav den håb om liv og frelse i kraft af et lille barn, der gik hele vejen til korset og i graven og ud på den anden side.
Begyndelsen på enden
Det er den historie, vi skal fejre nu til jul. Det er historien om Guds indgreb i verden, om hjælpen udefra, julehjælpen.
Selv naturvidenskabsfolk vil medgive, at der nok ikke er så meget at stille op, når vi når til vejs ende med dette univers. Til den tid lukker og slukker det hele. End ikke den vildeste Starwars-rumfærge kan redde os fra det ragnarok.
Jeg lægger mine mønter i Guds skål. Hvornår enden kommer, ved jeg ikke. Men jeg kender begyndelsen på enden. Julenat var begyndelsen. Den begyndelse er så smuk, at det ikke er svært at forestille sig, at enden bliver ubeskrivelig.
Når enden er god, er al ting godt. En variant: Når begyndelsen er god, bliver enden bedre.
