Jeg kan ikke ryste frygten af mig. Frygten for, at vi i kraft af større eller mindre samliv med alt og alle i folkekirken kan ende med at vænne os så meget til teologien i den store midtergruppe af folkekirken, at vi i praksis stort set også deler denne teologi.
Jeg læser Ezra og Nehemias i disse uger. Jeg læser om Ezras forfærdelse, da det går op for ham, at den del af folket, der ikke blev ført i landflygtighed, har blandet sig med nabofolkene i kraft af ægteskaber. Derved har de ”ikke skilt sig ud fra deres afskyelige handlinger”.
Det fik mig til at tænke på vores situation i folkekirken og på noget af det, der var motivationen for igangsættelse af ELN for 8 år siden: at det ikke i åndelig forstand skulle ende på samme måde for troens folk i og omkring folkekirken.
Jeg kan ikke ryste frygten af mig. Frygten for, at vi i kraft af større eller mindre samliv med alt og alle i folkekirken kan ende med at vænne os så meget til teologien i den store midtergruppe af folkekirken, at vi i praksis stort set også deler denne teologi.
Sidste år skrev otte organisationsformænd en kronik til Kristeligt Dagblad, som ikke mindst var en opfordring til at være uhyre vågen overfor det scenarium, inkl. konkrete forslag til, hvordan vi kan styre udenom samarbejde og samkvem med alt og alle.
Man kan diskutere betimeligheden i at bringe den opfordring som en offentlig kronik. Men jeg har endnu til gode at høre afgørende argumenter imod dens anliggende.
Genopbygning og årvågenhed
Flere gode folk har med rette løftet røsten for, at al vor gøren og laden ikke kan være bestemt af frygt, af konstant vogten på alt det farlige; vi må også frygtløst tage nogle chancer og med fynd og klem gå ind i kampen for evangeliets forkyndelse i alle mulige og umulige sammenhænge. Enig! Og det meste af ELNs opmærksomhed må være rettet mod det. Ligesom også det meste af Ezras og Nehemias’ og de andres kræfter blev brugt til genopbygning af Jerusalem. Men ligesom dem slipper vi ikke for vågenhed overfor for vores medfødte trang til fred-og-fred-og-ingen-fare, tilsløret af det, vi hele tiden kalder den positive dagsorden – evangeliets forkyndelse for enhver pris. Men evangeliet kan jo ikke forkyndes for enhver pris. Prisen kan være sådan, at det til syvende og sidst ikke er evangeliet, der bliver forkyndt.
For nu at blive i Israels historie: Murerskeen i den ene hånd, sværdet i den anden – i åndelig forstand.
Fare for tilvænning
Nu er der gået endnu et år med det glædesløse og bibelfremmede ritual. Jeg tror ikke, der med tiden bliver mindre grund til vågenhed overfor faren for tilvænning. Tværtimod!
Jeg mærker tilvænnings-trangen hos mig selv. Og jeg mærker den gang på gang i mødet med gamle kendinge, som synes at slå sig til tåls med mere og mere i folkekirken af den slags, som de tidligere lagde klart afstand til.
Med stor forfærdelse kan man se tendensen omkring det norske menighedsfakultet. Fakultetet, som i sin tid blev rejst som et værn mod bibelfremmed teologi, har nu professorer, som åbenlyst hylder denne teologi. Og næsten endnu værre: Flere af de lærere, der har ord for at være blandt de teologisk konservative på fakultetet, går nu ind for kirkelig velsignelse af homoseksuelle. Som et sidste figenblad mod decideret vielse.
Lad os give hinanden plads til at blive klogere med tiden, til ikke at være så sort-hvide, som vi måske var engang. Men lad os aldrig give køb på en lysvågen indstilling til vores eget let forførte sind.
