Om den komfortable vision og den ukontrollable mission.
Skrevet ved mit skrivebord.
Paulus var en dygtig missionsstrateg med visionerne i orden.
Mission: forkynde evangeliet (Rom 1,1)
Vision: ”at føre mennesker i alle folkeslag til troslydighed, hans navn til ære” (Rom 1,16)
Mål: at ”bringe Guds navn frem for hedninger og konger og Israels børn” (Apg. 9,15)
Strategi: Først ind i byens synagoge, og derefter på markedspladsen. Fortælle om Jesus, opbygge menigheden, og derefter videre til en ny by.
Skrivebord og koldsved
Jeg oplever en stor fristelse til at blive ved skrivebordet. Finpudse strategien, nytænke liturgien, missionere i fantasien. For der er jeg så dejligt tryg. Når jeg sidder ved skrivebordet, bliver det aldrig pinligt eller akavet, og jeg har nogenlunde kontrol over situationen (ligesom når jeg snakker om have med naboen eller om fodbold med gymnasiekammeraten). Jeg vil helst blive inde i min komfortzone, og skrivebordsarbejdet skal jo også passes. Uden for komfortzonen bliver jeg nervøs, og hvem ønsker koldsved i sin dagligdag?
Hvis flertallet handler ligesom jeg, får vi en dygtig, visional kirke. Men hvis vision skal blive til mission, tvinges vi ud af vores komfortzoner. Ud i koldsvedens områder. Det er ikke altid hyggeligt at lægge krop til Guds missionale kirke. Men at det er spændende, udfordrende, modnende, meningsgivende og perspektivrigt – det er der ingen tvivl om!
Risikofaktoren
Forarbejdet skal naturligvis gøres grundigt. I kirkens mission skal vi forberede os godt og klogt, sørge for at vi har forsyningerne i orden, og lære af egne og andres erfaringerne. Ligeså har vi brug for vores komfortzoner, hvor vi kan læsse af og på os selv og hinanden. En visional kirke stopper der. Guds missionale kirke lader skrivebordet være skrivebord, afrunder det hyggelige bestyrelsesmøde og sætter missionen i gang. Fylder læber og hænder med godt nyt fra Gud. Ligesom Paulus gjorde.
Det føles ofte risikabelt dér, uden for komfortzonen. Men det er det egentlig ikke. Selvom vi har mistet kontrollen og oplever os utrygge, så har Gud fuld kontrol over situationen. Vel kan vi miste anseelse, venner eller det, der er værre. Og så har vi brug for en god gang massage inde i menighedens komfortzone. Men vi vinder endnu mere end vi taber, og så hedder det egentlig ikke et tab, men en investering. Vores budskab handler jo om dengang, Jesus forlod sin komfortzone, blev menneske, døde og opstod igen. For at vinde os tilbage igen.
Succesraten behøver vi heller ikke bekymre os om, selvom vi skal lære af vores erfaringer. Successen tager Gud sig af. Når vi handler og taler uden for vores trygge omgivelser, så vil det blive lidt skævt og akavet, særligt i starten. Det vidste Gud godt, inden han sendte os. Han tager det endelige ansvar for missionen. Det er dejligt frisættende!
Missional kirke
Derfor: Nu er visionen lagt (hvis ikke, så kopier Paulus’) – det er tid til mission! Jesus ofrede sit blod. Vi kan nøjes med lidt koldsved.
