Jeg har på fornemmelsen, at jo mere man fortynder kristendommen i modernismens navn, desto mindre glæde.
En god bekendt har i et stykke tid været vikarpræst i et sogn, som i nogle årtier har gjort alt for at undgå at ansætte såkaldte missionske præster. Disse sorte, glædesløse, fordømmende præster.
De kunne ikke selv bestemme, hvem vikarpræsten skulle være, og så fik de en missionsk.
Han er nu stødt ind i flere personer, sågar menighedsrådsmedlemmer, der åbent har vedgået, at de var stærkt imod ham fra starten, men nu ønsker de bare, han skal blive. Efter en gudstjeneste, hvor der endnu engang – stik mod det normale – var fyldt kirke, spurgte en uvildig dåbs-bedstefar ham: ”Er det sådan her hver gang?” Vikarpræsten svarede beskedent, at sådan var det i hvert fald i dag, hvortil bedstefaren sagde: ”Så er jeg dælme nødt til at komme igen”.
Jeg har i øvrigt selv ad anden vej hørt om nogle ”umissionske” i sognet, som siger: ”Nu har vi endelig fået en præst”.
Glade sorte præster
Forleden blev jeg interviewet af Vejle Amts Folkeblads tidligere redaktør, Arne Mariager, som gennem hele interviewet højlydt undrede sig over det, han synes, han løber ind igen og igen: At de såkaldt sorte præster er dem, der udstråler lys og glæde, modsat dem der skulle være lyse og glade, men er så kedelige og triste.
Han fremsatte følgende teori: ”Jeg har på fornemmelsen, at jo mere man fortynder kristendommen i modernismens navn, desto mindre glæde”.
Jeg var tilbøjelig til at give ham ret. Jo mere virkeligheds-gehalt, man trækker ud af kristendommen, desto tristere bliver den. Jo mere man fjerner den tomme grav og Jesu håndgribelige opstandelse fra opstandelsen, for i stedet at tale om ”opstandelse” i bred, floromvundet almindelighed, desto mere ligegyldigt bliver det.
Se os vi er så glade
Jeg er helt klar over, at denne kommentar tenderer stærkt mod det selvfede – ”se os, alle os glade, åh så glade missionske…” Der er næsten ikke noget værre end synet af missionske, der ligesom skal demonstrere sit evigt glade smil og humør.
Men pointen er faktisk heller ikke vores egen glæde. Pointen er det glade budskab. Budskabets grænsesprængende glæde, når det tages for fuldt pålydende. Imod alle odds. Imod al fornuft. Imod al tristesse, sorg og elendighed. For alt det rammes enhver af os jo også af. Netop derfor klamrer vi os lidenskabeligt til troens troværdighed, dens substans af virkelighed. For der henter vi den glæde fra, som trækker os op af meningsløshedens og vort eget sinds bundløse dynd.
Den franske forfatter Georges Bernanos skriver i ”En katolsk præsts dagbog”: ”Det modsatte af et kristent folk er et trist folk, et folk af gamle. (…) Kirken disponerer over glæden, over hele den portion glæde, som er forbeholdt denne triste verden”.
