Er det godt ?

Hvis et liv med troen bliver et nødvendigt onde, har det ikke mange chancer for overlevelse og da slet ikke for at smitte

Det vigtigste kriterium for en overbevisning og en livsvej er, om den er sand.

Hvis ikke den er sand, kan det godt være, at den er tiltrækkende, men den er ikke værd at bygge på. Før eller siden vil realiteterne bryde igennem med smertelig klarhed. Hvis ikke i dette liv, så i det næste.

Bl.a. derfor skrev jeg en blogpost om dette for halvandet års tid siden.

Men der er et spørgsmål, som er lige så vigtigt, og det er: Er det godt?

Problemet ligger i øjnene

Altså: Ser du f.eks. det kristne liv, livet i selskab med Jesus, som noget, der er positivt, attraktivt, bedre end alternativerne? Eller er det mere som et nødvendigt onde, et offer for at sikre sig mod fortabelse?

Hvis det er tilfældet, står du svagt i livets og troens kampe. Der er heller ikke nogen stor chance for, at du trækker andre ind i fællesskabet med Jesus.

Det grundlæggende problem er ikke, at du er utaknemlig eller en dårlig kristen. Det grundlæggende problem er, at du ser for lidt.

Løsningen er ikke, at du tager dig sammen. Løsningen er, at du får åbnet øjnene for, hvem Jesus er, hvad han har gjort, og hvad det betyder for dig. At du virkelig ser det, så det går til hjertet og rykker fuldstændigt om på møblerne derinde.

Hjertet fuldt af andre guder

Så længe vi reducerer tro og nådemidler til livsforsikringer og Jesus til ‘ham, jeg kan bede til, når der ikke er andre udveje’, får vi måske nok tilgivelse og trøst. Men det ændrer intet i vores prioriteringer, eller hvad vi ser som vores virkelige ‘skat’ her livet. Der er en reel risiko for, at vi dyrker Jesus med munden, men hjertet er fuldt af andre ‘guder’, som bestemmer vores humør, beslutninger og livsretning.

Igen: Problemet ved dét er ikke først og fremmest, at du er en dårlig kristen. Problemet er, at Jesus bliver reduceret til din Lille Hjælper og det gode budskab til en løsning i et teologisk regnestykke. Problemet er, at du går glip af den virkelige, dybe, livsforandrende glæde. Og at andre ikke ser, hvilken befrielse der ligger i at forkaste afguder, frygt, afhængighed og egotrip til fordel for den største ‘skat’, der nogensinde er eksisteret.

Her og nu

Hvis du, lige som jeg, kan se, at du har et problem, så lyt og læs – og reflekter over, hvad det, du hører og læser, virkeligt betyder, i stedet for at bruge det som en slags åndelig muzak. En behagelig, betryggende underlægningsmusik til dit i øvrigt fuldstændigt gennemsnitlige danskerliv.

Erkend, at du ikke selv kan gøre miraklet, men Jesus kan. Helligånden kan – åbne dit hjertes øjne.

Og når glæden bryder igennem, så lad den skinne ud gennem det, du siger og gør: Vis med dit liv og dine ord, at det at tro på Jesus ikke alene er redningen fra synd, død og fortabelse, men det bedste liv noget menneske kan få lov at leve!

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights