En af de mest almindelige indvendinger mod at tro på Gud er, at man ikke kan se ham. Det er den folkelige ateismens første trumfkort: Vis mig din Gud, så skal jeg nok tro på ham!
Der findes varianter af dette krav om Guds synlighed såsom kravet om et mirakel eller et tvingende argument. Den selvvalgte og kærkomne tvivl, som gerne vil holde Gud på afstand, har i henvisningen til Guds usynlighed et ret effektivt værn, mod at lade sig involvere i det, som har med ham at gøre.
Men Guds usynlighed kan også være en udfordring for den, som gerne vil tro, men ikke kan. Det kan være et kristent menneske, som ikke kan komme sin indre ateist til livs og plages af uro over, at han ikke kan se Gud. Også den tvivlsplagede kristne kan længes efter varianterne af Guds synlighed, i form at uomtvistelige mirakler og tvingende argumenter. Selvom han gerne vil tro, lurer tvivlen hele tiden om hjørnet.
Og Gud forbliver tilsyneladende usynlig. År efter år, århundrede efter århundrede, er han stadig usynlig. Ateisterne godter sig, og de troende krymper sig.
Bibelen er realistisk om Guds usynlighed. I begyndelsen af Johannesevangeliet, siger forfatteren således: ”Ingen har nogensinde set Gud.” Det er ret interessant, at Bibelen er så direkte og realistisk, når det gælder Guds usynlighed. Ingen har nogen sinde set Gud, – og dog er der en undtagelse. Gud har nemlig været synlig i verden.
Guds synlighed
Julen, som vel er den folkelige kristendoms største fest, er i bund og grund en fest, hvor den kristne kirke jubler over, at den usynlige Gud blev synlig. Det barn, som den jødiske kvinde Maria fødte i byen Betlehem, i det som i dag er en del af den israelsk besatte Vestbred. Det barn var ifølge hans eget udsagn Guds selv.
Det er måske ikke lige det brud på usynligheden, som de troende drømte om, og det er måske heller ikke en synliggørelse af Gud, som ateisterne overgiver sig på, men ikke desto mindre er det Guds brud på sin egen usynlighed. Det var ikke englenes lysglans og sang på himlen, for hyrderne på marken, som brød Guds usynlighed, men drengen, som blev født i stalden. Ham, der senere vokse op om virkeligt menneske med jødisk dna i udkants-Israel. Ham, der gik omkring og talte om Gud, helbredte syge og tilgav folk deres synder. Ham, der til sidst blev fanget, tortureret og korsfæstet af romerne for efter et par døgn spillevende at gå ud af graven igen. Det var i ham, Jesus fra Nazareth, at Gud smed usynlighedskappen af sig.
Gud er ikke længere det usynlige og ukendte X, som vi ikke rigtig ved noget om eller kan forholde os til. Han trådte ud af usynligheden og gik omkring her på vores jord, som en mand af kød og blod. Vi kan ikke se ham i dag, men der var mange, som så ham dengang, og de har skrevet om ham, så vi kan danne os et indtryk.
Gud er stadig usynlig, men det har han ikke altid været. I julen fester vi for, at han trådte ud af usynlighed, så vi kan vide, hvordan han er. Glædelig jul!
