Det bliver ikke lige godt hver gang præsten holder en prædiken. Men får Helligånden lov til at virke, så er der altid noget at tygge på.
Ved kirkekaffen, på vej hjem i bilen, ved frokostbordet søndag middag bliver der ofte snakket om den. Måske også i ugens løb til cellegruppe eller bibelkreds. Søndagens prædiken.
Hvad synes du om det som præsten sagde ?
Fik du fat i sammenhængen ?
Det var godt med nogle illustrationer.!
Jeg synes det var godt, at præsten fik sagt lige det.
Der bliver lyttet til søndagens prædiken og der forventes også noget af tilhørerne, når de kommer til gudstjeneste for at høre Ordet. Det vil gerne have noget med hjem. Til opbyggelse, til eftertanke, til tro, til trøst. Men også noget der forundrer og åbner nye sider af Guds ord. Derfor er det godt at prædikenen tema og indhold er genstand for samtalen efter gudstjenesten og også gerne i ugens løb. Hvis det ikke sker i en menighed, så bør alarmklokkerne ringe. For så er præsten prædiken blevet for tynd og overfladisk og måske dybest set ligegyldig.
Ordet til bedømmelse
Vi har i den lutherske kirke tradition for at agte prædiken-embedet højt. Vi har ganske vist kun to sakramenter, dåb og nadver, men Ordets forkyndelse kommer op på siden af dem, som et meget vigtigt nådemiddel. Gud handler med og os og for os, når Ordet forkyndes – vel at mærke det sande ord, som er tro overfor bibelen og bekendelsen.
Men hvad så, når samtalen kommer til at handle om en kritik af præstens prædiken ? Det er selvfølgelig helt i orden. Det skal der være plads til, fordi det er menighedens opgave at bedømme forkyndelsen og der kan være noget som var direkte forkert. For selvom præsten taler med Guds Ords myndighed og autoritet, så er man ikke fejlfri, når man prædiker og i enhver menighed bør der være nogen, som kan lytte efter, om præsten er på teologiske vildveje.
Lagkage eller rugbrød
Men der må også være en vis plads til at præstens prædiken ikke er lutter lagkage hver gang. Som menighed kan man ganske enkelt ikke forvente den sublime prædiken-præstation søndag efter søndag. Det er godt, når der engang imellem er lagkage på bordet, altså når det hele går op i en højere enhed og prædikenen kom ud over kanten.
Men hvis menigheden trofast går til gudstjeneste, så er det godt nok, at der er søndage, hvor der serveres rugbrød. Altså: det kunne måske have være bedre og der kunne have været en mere interessant fremførelse, men det var alligevel en god solid teologi og man fik noget at tygge på. Rugbrøds-prædikener ser måske ikke ud af så meget, men Guds ord vender ikke tomt tilbage. Hvis præsten går på prædikestolen med ydmyghed og med bevidsthed om, at det ikke kommer an på dagens performance, så kan Helligånden få lov at virke.
Der tygges
Ofte er det faktisk ikke de prædikener, som præsten selv synes bedst om, som menigheden får mest ud af. Det kan lige så godt være den, hvor det hele ligesom ikke var færdigt; der var åbne ender og ting der ikke var tænkt helt til ende. Hvis præsten på forhånd har regnet det hele ud og slået to streger under, så er der jo ikke så meget at tænke videre over. Hvis præsten har tygget det hele igennem, så får menigheden søbemad. Men er der en åbenhed, der giver tilhørere plads til at kunne finde sig selv i det som blev sagt, så går menigheden mere beriget hjem.
