Fra byrådet i Ringkøbing-Skjern til kantinen på det lokale gymnasium og ud på de sociale medier: Vi lever under et konstant gruppepres – og det virker.
Da jeg talte med en af mine venner om, hvorfor han var holdt op med at komme til gudstjeneste og deltage i det kristne fællesskab, sagde han, at han gerne ville være i en neutral zone, så han kunne træffe sit valg om troen uden at blive påvirket af andre.
Det lød tilforladeligt og prisværdigt: At ville foretage sit eget selvstændige valg upåvirket af andre.
Det var også ekstremt naivt.
Ingen neutral zone
For sagen er jo ikke, at det kristne fællesskab er ‘påvirkningszonen’, mens resten af livet leves i en neutral zone: Vi bliver hele tiden bombarderet med feedback, med budskaber, holdninger og reaktioner på det, vi siger og gør.
Kig på busserne og gadehjørnerne. Åbn avisen eller en bog eller ørerne, når I mødes til frokost i kantinen. Se på Netflix eller klik dig ind på de sociale medier: Du skal købe. Du skal være sund. Du skal være sexet. Du skal tro på dig selv. Du skal søge romantik og erotik og spiritualitet og …
Der findes ingen neutral zone. Du er hele tiden under pres fra gruppen, hvad enten det er dine kristne venner eller klassekammerater eller kolleger eller venner eller familiemedlemmer eller dem, der skriver sangtekster og filmmanuskripter.
Det er kun, fordi vores underlige tid og samfund har defineret et aktivt kristent eller religiøst liv som ‘det særlige’ (hvis ikke ligefrem ‘det underlige’ eller ‘farlige’), at vi overhovedet kan tænke i de baner.
Vi pejler
Ofte kræver det ikke engang ord, så bliver vi retledt eller vildført: Inden vi forstår et ord af, hvad vores forældre siger, mærker vi deres billigelse eller misbilligelse gennem ansigtsudtryk og toneleje. Det mærker os for livet. Vi pejler efter det. Det fortsætter i et meget større omfang end vi har lyst til at se i øjnene gennem opvæksten og helt op i voksenlivet.
Det er det pres, der får dig til at sænke stemmen, når nogen spørger, hvad du lavede søndag formiddag. Det er det, der får dig til at tabuisere udtalelser om kønsroller, sex, abort, synd og Jesus, så det til sidst forekommer pinligt eller uvirkeligt. Hvorfor holde fast i noget så tåbeligt?
Det er det pres, der får millioner til at ofre det sande for det lækre, det bedste for en kort tilfredsstillelse. Det er det pres, der fik millioner til at heile ad en racistisk undermåler med et dumt overskæg. Det er det pres, der får dig til at stille spørgsmål ved din dybeste overbevisning og erfaring.
Det er boret ned i vores fejlbarlige natur: At det værste der kan ske, er at være ude i kulden i forhold til det gode selskab. At det er farligere at blive udstødt og udskammet af dem, der er lige omkring mig, end af den almægtige, gode Gud, eller min egen samvittighed.
Kun én, kun ét kan sætte fri
Der er kun én, der kan sætte dig fri: Han, som gik helt uden for det gode selskab og alt menneskeligt fællesskab og accept. Blev udskammet, hånet, torteret, dræbt og straffet for al vores svaghed og følgagtighed.
Han, som gik helt ud i kulden, for at vi kunne komme ind i varmen.
Der er kun ét, som kan vriste dig fri af gruppepressets frygt og forførelse: At se ham, som han er. Stor. Almægtig. Alvidende. Alkærlig. Og se dig selv i ham: Elsket, accepteret og urørlig.
Som der står på bagsiden af min mobil: ‘Jeg stoler på Gud og frygter ikke. Hvad kan mennesker gøre mig?’ (Sl 56,12). Ikke fordi jeg har styr på det, men fordi jeg har brug for at blive mindet om det – igen og igen.
