Vi skal passe på, at kirkens forkyndelse ikke bare bliver et fromt og ligegyldigt ekko af politikernes tale.
Det er i høj grad nødvendigt i vor tid, at få sat klima, miljø og resurseforbrug ind i en bibelsk sammenhæng. Men vi skal passe på, at kirkens forkyndelse ikke bare bliver et fromt og ligegyldigt ekko af politikernes tale om grøn omstilling, bæredygtighed og ansvar for planeten.
Der mangler nemlig at blive sagt noget om Guds hånd om historien.
Forleden hørte jeg det igen, denne gang fra en landskendt politiker: 99% af alle seriøse forskere mener, at vi kun har 12 år til at rette op på tingene, ellers er det for sent.
Underforstået: Der skal handles, for at vi kan redde planeten jorden. Nu! Ellers synder vi uopretteligt og er allesammen på vej mod undergangen.
Sådan lyder en domsprædiken, hvor Gud ikke nævnes. For Gud betyder ikke noget i denne sammenhæng. Gud er langt hen ad vejen skrevet ud af ligningen hos os i det afkristnede vestlige Europa.
Selv langt ind i kirken er forkyndelsen af Gud Herren, den Almægtige, Skaberen og Frelseren af den vide jord skrevet ud af ligningen.
Hvornår har du sidst hørt en forkynder fremholde, at Gud har verdens gang i sin hånd? At Gud er historiens Gud, som har en plan – ikke blot med dit liv, men med hele jorden, planeten jorden, kosmos, alt det skabte!?
Tænk, hvis kirkens forkyndere søgte tilbage til Bibelen som Guds ord i disse spørgsmål og forkyndte, så mennesker satte deres håb til Gud og fandt en trøst, som kun Gud kan give!
Tænk, hvis kirken levede op til sin opgave, til sit kald? Tænk, hvis kirkens forkyndere søgte tilbage til Bibelen som Guds ord i disse spørgsmål og forkyndte, så mennesker satte deres håb til Gud og fandt en trøst, som kun Gud kan give! Det, som i Det nye Testamente kaldes “den trøst, som Skrifterne giver”?
I en forvirret og mørk tid bør kirkens forkyndere begynde at forstå mere af dette og formidle disse ting til menighedens trøst og som et profetisk kald i samfundet, et kald til omvendelse til Bibelens Gud, som er Glædens Herre og al trøsts Gud!
Kirken skal turde være en profetisk røst og sige det, ingen andre siger. Også når det gælder katastrofer, frygt og undergang. Kirkens opgave er at forkynde om følgende:
Skabertroen
Jorden, vi lever på, er skabt af Gud – og opretholdes fortsat af Gud, helt indtil han skaber en ny verden.
Mennesket
Mennesket er skabt i Guds billede til at leve i Guds verden. Det er lige med de øvrige skabninger i at være skabt, men forskellige fra de øvrige skabninger ved at være skabt i Guds billede. Menneskets værdi overgår den øvrige skabning, og jordens ressourcer stilles til menneskets disposition under ansvar. Menneskene blev givet et forvalteransvar for skaberværket, som er grundet i kærlighed til Skaberen. Dvs. at dyrebeskyttelse, naturbeskyttelse og menneskebeskyttelse, (f.eks. beskyttelse af det ufødte menneske, og beskyttelse af ægteskabet som en ordning for manden og kvinden) udspringer af de kristnes skabertro.
Syndefaldet
Mennesket er faldet og har trukket skaberværket med sig i faldet. Det er menneskehjertets ondskab, grådighed og synd, som er skyld i de katastrofer, vi ser omkring os i dag – både direkte og indirekte.
Nutiden
Hele skaberværket lider under menneskenes synd, uretfærdighed og ondskab. Foragt for skaberværket, herunder ødelæggelse og misbrug af naturen, er synd mod Gud.
Frelseren
Jesus Kristus er død for vores synders skyld. Han er opstået fra de døde. Han vil en dag vende synligt tilbage, dømme jorden retfærdigt, og nyskabe jorden. Mennesket vil på den dag blive krævet til regnskab for sin forvaltning af skaberværket på alle planer.
Fremtidshåbet
Jesu genkomst er verdens håb. Denne verden, som den er, går til grunde. Men på Guds løfter venter vi på en ny jord. Hele skabningen sukker, jorden som den er nu går mod undergang – men jorden skal ved Jesu genkomst fornyes, genoprettes, forvandles. Paradiset skal genoprettes. Det ligger i bønnen “Komme dit rige” fra Fadervor, i Jesu ord om “ verdens genfødelse” (Matt 19,28), og profeternes og apostlenes løfte om ”en ny jord” (Es 65-66, 2 Pet 3 og Åb 21-22).
Kaldet
Den kristne menighed er kaldet til at elske og beskytte den jord, vi allerede nu lever på, og som jo er de kristnes evige arv i Kristus. Indtil Kristus kommer, må vi kristne sætte hinanden fri til at drage hver vores forskellige personlige og politiske konsekvenser i forhold til, hvordan de aktuelle udfordringer for klima, miljø og ressourcefordeling bedst løses. Guds ord kalder dog enhver kristen til at besinde sig på skabertroen samt til at påtage sig et fortsat forvalteransvar for det skabte – vel vidende at vi lever efter syndefaldet og med det fremtidshåb, at Jesus skal gøre alting nyt.
Forvent katastrofer og undergang
Bibelen har et stærkt budskab, at vi må forvente katastrofer og undergang. At denne verden, som den er, går til grunde. At der skal ske tegn i sol og mine og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes.
Hvorfor? Fordi jorden er vanhelliget af sine beboere. Det er der ikke noget nyt i. Det er en urgammel kristen forståelse. Klimafrygten er tegn på, at Kristus snart kommer og gør alting nyt. Det er kristendom, hentet fra profeten Esajas, fra apostlen Paulus og fra Jesus Kristus selv, ham som er Guds søn og verdens frelser!
At få sat klima, miljø og resurseforbrug ind i en bibelsk sammenhæng, er i høj grad nødvendigt i vor tid. Men der skal altså meget mere til end en fælles-biskoppelig henstilling om at gå med på Folketingets mål om 70 procents reduktion af CO2 inden 2030.
Tænk, hvis man pludselig kunne erfare, at biskopperne havde sat Jesus og alle tegnene på hans snarlige komme, dommedag og den kommende verden øverst på de næstkommende dagsordener, men det er et håb, som man – modsat de bibelske profetier – pt. næppe kan regne med at se opfyldt! Selvom man har lov at håbe.
Det er ikke enden, der er nær.
Det er Jesus selv, der er nær.
Gud ske tak og lov for det!
Mens verden sygner hen og visner, må vi som kristne atter indse, at det handler om at forvalte og bruge jordens gaver på bedste vis, vel vidende at jorden vil gå under. Den skal gå under. Først derefter kommer Jesus med klimatrøst og med det Guds Paradis, vi alle dybest set længes efter.
Det er ikke enden, der er nær.
Det er Jesus selv, der er nær.
Gud ske tak og lov for det!
