Urhistorien
I begyndelsen skabte Gud Herren Himlen og Jorden og alt, hvad der er i og på dem. Herefter skabte Han først manden og siden kvinden og satte dem til at være konger og dronninger over al skaberværket.
Men det ansvar magtede vi ikke. I vort magtbegær rakte vi højere, end vi kunne nå og ville (og vil endnu) ikke nøjes med at være konger, men stræbte (og stræber endnu) patetisk efter guddommelig indsigt, magt og handlefrihed.
I lang tid levede mennesket så i en mere eller mindre frivillig distance fra kærlighedens og livets kilde, hvilket resulterede i en syndflod af katastrofer. Første tiltag udi rensning og redning og drukning af syndigheden havde rystende kort effekt, og snart legede mennesket igen herre i eget hus, som de nonchalante forsøgte at bygge så højt, at Gud, med noget der mest af alt minder om et guddommeligt kongeskuldertræk, træder ned til de mennesker, der står på, hvad de selv opfatter som højdepunktet af deres egen formåen, og med simple midler afslører han menneskeintellektets umådelige begrænsning.
Patriarktiden
Herefter kommer en tid, hvor enhver nomadisk småhøvding i Mellemøsten kaldes og kalder sig selv konge, hvor små deres herredømmer end må have været. Kongeværdigheden synes også at begrænse sig til det krigeriske magtbegær, som allerede fra Adams og Evas tid knyttede sig som snasket tapetklister til enhver menneskelig overordning.
Gud udvælger sig så et folk in spe, som fødes og ledes af en trosfader, som velsagtens er ligeså meget konge som enhver af hans ligestillede, men som interessant nok aldrig kaldes konge. Troens fader kaldes til at have Herren som konge, omend det af og til kniber endog gevaldigt mere end typisk inkluderet i søndagsskolepensum, med tiltroen til både magt og ledelsesevner og troværdighed hos Gud – et træk, som ikke afsvækkes i hverken første eller andet patriark-slægtled.
Udfrielse og “landvinding”
Det udvalgte folk kan hverken magte at forvalte den (almenmenneskelige) kongeværdighed og eller udnytte den (priviligerede) Gudsrelations adgang til visdom, men ender under fremmed herredømme, hvor egypternes konge som rendyrket menneskekonge udfører dennes sædvanlige magtmisbrug i en sådan grad, at Gud må træde til med nok en redningsmission – en udfrielse fra syndens og dødens magt – denne første omgang mestendels i en meget konkret og ydre forstand.
Efter en ørkenvandring af en udfrielse varer det ikke længe inden, at de territoriale landvindinger bliver dyrtkøbte, da både intern strid og rester af ubesejret hedenskab fører til snart åndelig armod og snart mistet kongefolksværdighed.
De hedenske krigskongedømmer inspirer det udvalgte folk til at få sig en rigtig menneskekonge, der kan føre krige og samle nationen og være den landsfaderlige kulturbærer og -skaber, som kan give dette folk den ære, værdighed og identitet, som de øjensynligt ikke har kunnet finde under Guds herredømme.
Kongetiden
Første konge bliver en dundrende fiasko. Næste konge er den bedste konge folket kunne få, samtidig med at han er så meget menneske, at begær af både militant, økonomisk og seksuel karakter i sidste ende efterlader et noget broget billede af denne menneskekonge, som dog alligevel var Guds salvede; Guds Messias. Efter flere blodige familietragedier bestiger endnu en udvalgt konge tronen, og den trone og den krone er så stor og prægtig og mastodontisk, at hele verden falder på halen over den magt og vælde og rigdom og handlefrihed, som han repræsenterer. Men midt ind i al glans og guld og vellyst sniger sig det forfald og den gudsfornægtelse, som historien hidtil så rigeligt har påvist hænger ved al menneskelig magtudfoldelse.
Derouten bliver brat og barsk for det udvalgte kongedømme, der kun i korte perioder får konger, der selv har Gud som deres konge. Snart ender folket igen under fremmed magt; først babylonisk og dernæst romersk. Romerne tillader ganske vist nogle marionet-konger i landet, som despotisk og paranoidt regerer og raser som lænkehunde, men folket længes bitterligt efter den lovede salvede konge, som skal genetablere det kongedømme, der nu blot ligger i ruin.
Den sande kongetid
Og så kommer der en mand, som hverken ligner eller opfører sig som en rigtig konge. Men som er så uendeligt meget mere konge end nogen konge, der har regeret i magt og vælde. Han er et menneske, der ikke er smittet af magtbegær og patetiske selvrealiseringsbehov. For han er ikke bare menneske, men han er Gud selv i kød og blod. Han regerer ved afståelse fra magt og med tjenersind. Hans fødes i en stald og ikke på et kongeslot. Hans tronstol er ikke guldbelagt, men to blodbefængte træplanker, hvorpå han hænger til ubeskyttet spot og spe fra de mennesker, hvis kongeværdighed han i sin dødssejr genopretter.
Det er ham, der er den sande konge. Den “lille” konge med tornekronen, som viser sin magt i tilvalgt magtesløshed. Det er ham, der ikke søger ære og rigdom til sig selv, men som i sit afkald af begge dele vinder dem for sit folk; sin kirke. Palmegrene og “Hosianna” blev på bare fem dage udskiftet med en dødsensangst bøn om forbigang. Men forbigangen blev ikke kongen til del.
Jesus vandt den til mig.
