Vi kalder det lidt forskellige ting: Eutanasi, aktiv dødshjælp eller medlidenhedsdrab. I sin kerne handler det om, hvorvidt vi skal have lov til at få hjælp fra andre til at afkorte vores eget liv, hvis vi ikke selv orker at leve mere.
Spørgsmålet har i længere tid ligget højt på dagsordenen i det offentlige rum, og bølgerne går højt. De væsentligste argumenter for retten til at hjælpe et andet menneske til at dø er, at smerterne kan være så uudholdelige, at det er det mest barmhjertige, og dernæst at det er muligheden for en værdig død.
Fra et kristent perspektiv gør det femte bud os i udgangspunktet skeptiske: Du må ikke slå ihjel. Der findes situationer, hvor der kan argumenteres for retten til at slå ihjel fx i forbindelse med krig, men det femte bud insisterer på, at der altid må en kritisk granskning til, hvis et menneskes liv er på spil – også i krig og selvforsvar.
Jeg vil rejse følgende kritiske spørgsmål som indspil i den refleksion:
- Hvad er det, som giver mennesket værdighed fra vugge til grav? Er det, at vi har nogenlunde kontrol over vores liv, eller er det ikke noget helt andet, nemlig den værdihed, som kommer af, at vi er skabt i Guds billede til fællesskab med ham og elsket af Gud i en sådan grad, at han gik i døden for os? Den værdighed svækkes ikke det mindste af at ligge i en respirator.
- Ejer det enkelte menneske sig selv i en sådan grad, at vi har mandat til at beslutte vores eget livs afslutning? Fra et kristent perspektiv er vi måske nok herre i vores eget liv i forhold til andre mennesker, men ikke i forhold til Gud. Vi tilhører ikke os selv, men Gud, og derfor er det i sidste ende ham, der har mandatet til at slukke for vores liv.
- Er det rimeligt at pålægge et andet menneske medansvar for, at man tager sit eget liv?
- Selv om en læge går ind for aktiv dødshjælp, er det så rimeligt, at lade ham eller hende udføre det, når der efterfølgende kan vise sig uskønne forhold, som har været en medvirkende faktor til, at det er endt, hvor det er?
- Er det rimeligt, at pårørende efterlades med oplevelsen af, at selv de ikke var livet værd?
- Er der ikke en risiko for, at nogle vil udnytte muligheden for, at en syg kan dø lidt hurtigere, så arv kan udbetales eller lign.?
- Er det ikke muligt, at en syg kan føle sig presset til at ønske døden fremskyndet for ikke at være til besvær for de nærmeste?
- Er der ikke en risiko for, at vi over tid vælger flugten fra et vanskeligt liv, og dermed udvikler en overfladisk kultur?
Der er intet grundlag for at bagatellisere, at livet for nogle kan opleves uudholdeligt. Men de etiske vanskeligheder gør, at vi bør tage afstand fra en lovliggørelse af medlidenhedsdrab.
