I anledning af indvielsen af den nye store moske i København kan det være rimeligt at give religionsfriheden et par overvejelser.
Har vi som kristne noget at sige om religionsfrihed, udover at vi gerne vil have den for os selv? Ja, det mener jeg.
Ny Testamente er flere steder meget optaget af, at man ikke skal tvinge mennesker til at gøre noget, som er imod deres religiøse overbevisning. Paulus siger ligefrem, at alt hvad der ikke udspringer af tro er synd (Rom 14). Tanken er, at vi mennesker har en ukrænkelighedszone, som vi ikke kan overtræde uden at gå i stykker indeni. Denne ukrænkelighedszone handler i høj grad om tro, etik og værdier. Religionsfrihed er et forsøg på at værne om denne zone.
Man skal ikke tvinge i åndelige forhold
Det er på den baggrund Grundtvig skrev de berømte ord i fortalen til Den nordiske mytologi: ”Tvang til tro er dårers tale.” Luther havde tidligere haft en tilsvarende opmærksomhed på, at vi ikke må tvinge folk i åndelige forhold. Selvfølgelig har friheden en grænse, hvis dens praksis er til skade for andre mennesker. Men inden for denne grænse er der frihed til at tro og praktisere sin religiøse overbevisning.
Denne ret til i vores samfund at tro og praktisere, hvad man selv er overbevist om, har store konsekvenser. I sidste instans betyder det jo, at det enkelte menneske har ret til at være vildfaren, ja at ethvert menneske dybest set har retten til at gå fortabt. For vi har ikke ret til at tvinge hinanden i åndelige forhold.
Åndsfrihed er ikke frihed fra modsigelse
Denne ret til frit at tro og handle i pagt med sin overbevisning er ikke en ret til at blive fri for modsigelse. Retten til vildfarelse er ikke det samme som, at vildfarelsen er ligegyldig. Den kan være dødsens alvorlig, og skal bekæmpes som sådan. Men kampen er kun med ord. Ikke med politisk, økonomisk eller fysisk magt. Det er en øvelse at afstå fra at bruge ydre magt i bekæmpelse af åndelig vildfarelse, hvis man har magten. Men det er helt nødvendigt, hvis vi ikke skal udsætte vores medmennesker for åndelige krænkelser.
Samtidig er det også en øvelse midt i religionsfriheden at gå til kamp mod løgnen. Dette gælder i disse år ikke mindst løgnen i islam. I tolerancens navn møder islam for lidt åndelig modstand i Danmark i dag. De skal have lov til at bygge deres moske, og deres venner i Qatar må gerne støtte dem økonomisk, men islam er i sin kerne en åndelig forførelse, som flere hundrede tusinde mennesker i vores land skal have hjælp til at få afsløret og blive befriet fra. Den kamp sker på ord i respekt for det enkelte menneskes troskab mod sin overbevisning, men i et forsøg på at ændre denne overbevisning.
Så lad os fastholde sandt religiøst frisind og samtidig tage handsken om til ord-kamp mod løgn og forførelse – uanset hvor store og smukke bygninger de bliver forkyndt i.
