Hvorfor ikke bare lave gudstjenesten præcis efter vores eget hoved?
I Evangelisk Luthersk Netværk minder vi jævnligt hinanden og alle andre om, at vi i mange henseender er og skal vedblive at være et netværk.
For eksempel kan og vil vi ikke diktere menighederne i menighedsnetværket, hvordan der skal holdes gudstjeneste.
I så henseende er vi vist også på holdbar luthersk grund. De lutherske skrev i ”Den Augsburgske Bekendelse”, som er en del af den danske folkekirkes grundlag: ”Det er ikke nødvendigt, at der overalt er ensartede menneskelige traditioner og riter eller ceremonier, der er indstiftet af mennesker”. (Artikel 7)
Luthersk etiopisk gudstjeneste
Eksempelvis tror vi, at der også kan holdes sand gudstjeneste på luthersk etiopisk vis, selvom den – overfladisk betragtet – langt fra ligner en gennemsnitlig dansk gudstjeneste ret meget. Det har jeg ved selvsyn erfaret et par gange de sidste par år. Og jeg tør godt hævde, at gudstjenesten var fyldt med Ånd og sandhed.
Men jeg tør også hævde, at jeg alligevel kunne lære mine etiopiske præstestudenter noget om gudstjeneste og liturgi. Jeg underviste dem bl.a. i faget ”liturgik”. Altså et fag om liturgi – om gudstjeneste.
Selvom jeg glad og inspireret anerkender deres gudstjeneste som fuldgyldig, synes jeg i al ubeskedenhed, at der var et og andet, jeg kunne lære dem om god gudstjeneste. Eller rettere: Der er et og andet, de kan lære fra kirkens århundreder lange tradition om den sag.
Kast ikke barnet ud med badevandet
Kast ikke barnet ud med badevandet, sagde jeg til dem.
Det samme vil jeg sige i vores sammenhæng. Der er et ”barn”, vi ikke skal kaste ud. Der er en liturgisk erfaring og rigdom fra mange generationer før os, som vi skal tage godt vare på.
Hvorfor? Hvorfor ikke bare lave gudstjenesten præcis efter vores eget hoved?
Det synes jeg ikke er et superbegavet spørgsmål. Ville vi stille det samme spørgsmål med hensyn til den almindelige åndelige og teologiske erfaring og viden fra gamle dage? – ”hvorfor skulle vi holde fast i noget af det, vi kan da selv…”. Nej, vel, ikke særlig klogt. Det ville være åndeligt hovmod.
Udtrykker tro
Og da gudstjenesten ikke bare er ren, udvendig staffage, men alene i og med sin form også udtrykker indhold – udtrykker tro – så har vi meget at lære af generationerne før os.
Måden, vi holder gudstjeneste på, udtrykker rigtig meget om, hvad vi tror om Gud, om frelsen, om troen, om os selv. ”Menighedens tilbedelse dufter af menighedens tro”, siger svenskeren Peter Halldorf om gudstjenestens liturgiske form. Så selvfølgelig opfinder vi ikke bare en gudstjeneste helt forfra, men læner os op ad de indsigter, de gamle havde med deres gudstjenesteformer.
Jeg opfordrer hermed kraftigt til, at både menigheder tilknyttet ELNs menighedsnetværk og alle andre, der lader sig inspirere af denne blog, kigger grundigt på ”barnet” og tage vare på alt det bedste fra traditionerne før os.
Der er bunkevis af åndelig rigdom i de velprøvede liturgier. Det skal bare praktiseres med lidenskab og i god balance med fornemmelsen for nutidens naturlige åndelige udtryk.
