Er sandheden farlig? I de sidste uger har arkæologer forsøgt at løfte en stenplade i Gravkirken i Jerusalem, der hvor man mener, at Jesus blev begravet. Hvad nu hvis man finder et skelet? Hvad hvis man finder liv på Mars? Hvad hvis videnskabsmændene finder et gen for homoseksualitet? Hvad nu hvis….?
Hvad er en kristen indstilling til sandheden? Er det noget, som vi i nogle situationer skal frygte? Er virkeligheden farlig for vores tro? Og betyder det i givet fald, at der er sandheder, historiske, naturvidenskabelige eller andre sandheder, som vi skal fortie for at passe på den bibelske kristendom? Kan kristendommen, når det kommer til stykket tåle at møde virkeligheden, sådan som den virkelig er?
Jeg tror, at der er en del kristne, som tænker, at sandhed og virkelighed befinder sig i et rum, og at tro og Gud er i et andet. Hvis vi vover at føre dem ind i samme rum, så vil sandheden og virkeligheden afslører troens verden som en illusion. Derfor må vi lade de to verdenen leve adskilt. Troens verden er følelsernes, stemningernes og fortællingernes verden, mens den virkelige hard core virkelighed er noget helt andet. Noget, som hvis vi skærer ind til benet, ikke kan rumme troens verden. Men hvis det er sådan vi tænker, – eller måske snarere fornemmer, – så er sandheden noget vi må frygte, og som vi derfor må holde på tilbørlig afstand af troen. Det holder bare ikke i længden!
Det Nye Testamente
Hvis vi går til Ny Testamente møder vi en helt anderledes tryg og frimodig tilgang til sandheden. Paulus skriver således: Vi formår ikke noget imod sandheden, men kun for den. (2 Kor 13,8). Det er ikke frygtens attitude, men en tryg insisteren på, at i kristendommen tror vi på sandheden, – vi er ikke bange for den. Sandheden er kun en trussel, hvis vi vogter over usandheder eller halve sandheder. Dette gælder både i mødet med sandheder fra sekulære mennesker og sandheder fra anderledes tænkende kristne. Vi kan have grunde til at betvivle mere eller mindre velunderbyggede udsagn om, hvad der er sandt. Erkendelserne er jo ofte foreløbige og i proces. Men vi skal ikke frygte at lade vores kristne tro eller dele af den møde sandheden.
Jesus går et skridt videre og siger udfordrende: Sandheden skal gøre jer frie (Joh 8,32). Vel taler han her I først omgang om den sandhed, som findes i hans ord, men udsagnet rækker videre. At være tro mod virkeligheden gør et menneske frit. Der er ikke en eller anden hemmelighed, som skal holdes skjult. En hemmelig side ved kristendommen, som helst ikke skal frem, fordi den ikke vil kunne overleve virkelighedens og sandhedens test. Det menneske, der står på sandhedens side, står trygt.
Det betyder noget for kirkens attitude overfor omverdenen. Paulus var optaget at være åben over for alle: Vi har sagt nej til det skjulte og skændige og går ikke frem med snedighed og forfalsker heller ikke Guds ord, men bringer sandheden for dagen (2 Kor 4,3).
Badebold
Sandheden er som en badebold. Man kan holde den under vand i lang tid, men det forsvinder den ikke af. På et tidspunkt – ved en lille uopmærksom bevægelse – dukker den op til overfladen igen. Til sidst vinder sandheden. Derfor skal en kristen ikke frygte sandheden.
